»Den største forskel er gødningen«

Græsset er altid grønnere på den anden side, siger man. Og når man ser på den dansk-tyske grænse, kan der være noget om snakken. For der er milevid forskel på reglerne for planteavlere i Danmark og Tyskland, hvor mere gødning er med til at gøre græs- og kornmarker grønnere.

Forskellen er så stor, at Seges for nylig kunne regne ud, at det koster den danske landmand 800 kr. pr. hektar. Et tal som Peter Lorenzen kan nikke genkendende til. Og han har særlige forudsætninger for at sammenligne, for Peter Lorenzen er planteavlskonsulent for LHN i Danmark og planteavler med 40 hektar lidt syd for Flensborg i Tyskland.

»Den største forskel er gødningen,« siger han.

I Tyskland må man gøde markerne optimalt. I Danmark ligger den tilladte norm 18 procent under det optimale.

»Vi har en gødningsnorm i Tyskland, men den er vejledende. I princippet skal vi gøde efter balance, og man må højst tilføre 60 kg N mere, end man fjerner,« forklarer han.

Og det skal korrigeres efter N-min, det vil sige det overskud eller underskud, der måtte være afhængig af året.

Tidligere måtte forskellen være 90 kg N, så begrænsningerne kommer også snigende i Tyskland.

»Vi forventer også, at de vil skærpe det yderligere,« siger han.

Normalt er det ikke svært at leve op til kravet om balance. I år, hvor udbytterne har været høje, har overskuddet været lille.

»Men hvis man gøder efter ni ton, men høster seks ton i et dårligt år, bliver overskuddet stort,« forklarer han.

Kun lidt kontrol

Ligesom i Danmark skal tyske landmænd lave et gødningsregnskab og opbevare i fem år. Det skal dog ikke sendes til myndighederne. Den største forskel ligger i, at der er meget lidt kontrol.

»Der er ikke en systematisk administrativ kontrol. De tager måske en stikprøve hvert 10. år. Og bøderne er meget små, hvis man overskrider reglerne. Det er kun, hvis man kører gylle på frossen jord, at man virkelig får en over nakken,« siger Peter Lorenzen.

Men der er også steder, hvor tyskerne er mere restriktive. For eksempel er jordprøver hvert femte år et krav. Noget de fleste danske landmænd i øvrigt tager frivilligt.

Ingen pligtige efterafgøder

En anden forskel syd for grænsen er, at man må stubharve jorden efter høst, og der er ikke er pligtige efterafgrøder.

»Jeg dyrker ikke selv efterafgrøder, for selv om jeg må gøde optimalt, er der ikke så stort N-overskud på et planteavlsbrug, at det kan betale sig,« siger han.

For husdyrbrugere gælder der også lempeligere regler for gylle.

»Man må give gylle til vinterkorn i Tyskland, dog i begrænset omfang og ikke efter majs,« siger han.

Kravene til udbringningsteknik er også meget forskellige.

»Hvis man først har købt en maskine, må man bruge den, til den er slidt op, så der er stadig nogle, der bredspreder gylle - men det er de små brug, og det er jo ikke smart,« siger Peter Lorenzen.

Skal føre sprøjtejournal

Ligesom i Danmark skal tyskerne føre sprøjtejournal, men der er ingen måltal for, hvor meget man må sprøjte, så længe man overholder, hvad der står på etiketten.

»Jeg sprøjter egentlig ikke mere derhejmme, end jeg rådgiver om i Danmark, men jeg har en større palet af midler at vælge mellem, hvilket er en fordel - også i forhold til at undgå resistens,« siger han.

I vandindvindingsområder kan visse midler være forbudt.

Smalle bræmmer

10 meter brede randzoner er et hot emne i Danmark. De findes ikke i Tyskland.

»Jeg skal holde en meter fri langs vandløb og en halv meter langs hegn,« siger Peter Lorenzen.

Hvis der kommer skrappere regler på det punkt, forventer han, de vil være frivillige og med kompensation.

Derimod har Tyskland regler om erosion i »udsatte« områder. For eksempel regler om mindre rækkeafstand i majs sådanne steder.

»Men det er ikke mange steder,« siger han.