»Pladsen på Folkemødet kan ikke købes for penge«

Da Folkemødet sluttede i weekenden, kunne seks landmænd rejse fra Bornholm med en frisk oplevelse fra Landbrug & Fødevarers telt i Allinge.

En af de landmænd, der var med for første gang, er Berith Nissen, næstformand i Sønderjysk Landboforening.

»Jeg følte en fantastisk stolthed over at være en del af Landbrug & Fødevarers organisation. Det er vigtigt, at vi er på Folkemødet. Ellers er der mange andre organisationer til at løbe med opmærksomheden, for eksempel nogle af dem, der er kritiske over for landbruget,« lyder det fra hende.

Henning Rasmussen, Dansk Landbrug Sydhavsøerne, har modsat Berith Nissen deltaget tidligere, men i sin egenskab af kommunalpolitiker. I år deltog han som landmand.

»Når man er så dygtig til at arrangere telt og debatter, som Landbrug & Fødevarer er, så kan den plads nærmest ikke købes for penge. Vi har fået oparbejdet så stort et navn, at regeringstoppen selv henvender sig for at holde et arrangement hos os,« siger han.

Brandingmanager Lisbeth Olsgaard, Landbrug & Fødevarer, har i en årrække stået i spidsen for Landbrug & Fødevarers telt, der hører blandt de største og mest synlige på Folkemødet.

»Vi er et folkeligt erhverv, og med det følger der en forpligtelse til at gøre plads til alle og lytte til alle. I det daglige kigger befolkningen ind ad et lille nøglehul i en medieskabt virkelighed omkring os. På Folkemødet kan vi åbne hele porten og vise, hvem vi er, og hvad vi står for,« siger Lisbeth Olsgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle