»Vi snakker vores landbrug ned i værdi med alle de dårlige historier«

Hver gang man fortæller andre en dårlig historie om det at være landmand, så er man altså med til at tale sin investering ned. I sidste ende er man med til at gøre sin gård mindre værd.

Sådan sætter mælkeproducent Kaare Larsen fra Gilleleje sagen på spidsen. Lidt irriteret er han nemlig over, at det ofte er de dårlige historier, der står tilbage i folks bevidsthed. Alle de negative ting som dårlig høst, lave priser, lange arbejdstider og manglende forståelse fra det øvrige samfund. For selv om man ofrer mange millioner på imagekampagner og åbent landbrug, der skal fortælle en anderledes positiv historie, så ødelægger landmænd det nemt for dem selv.

»Lad det være sagt med det samme. Jeg har dyb forståelse og medfølelse med alle mine kollegaer, der sidder hårdt i det og risikerer at gå konkurs. Jeg kan godt forstå, at de fortæller om de dårlige ting. Men jeg har været landmand siden 1991, og hvert år er der konkurser. Og vi andre gør det altså kun værre, hvis vi altid kun taler om de dårlige ting, også når der er ting at glæde sig over«.

Ingen kan lide os

På L&Fs delegeretmøde i starten af november var Kaare Larsen på talerstolen med et højrøstet budskab til alle: »Ingen kan lide os,« indledte han sit oplæg om landbrugets image i medierne og hos forbrugerne.

»Det var det, min bataljonschef sagde til rekrutterne i 1984,« griner Kaare Larsen. »Og det er præcist det indtryk, man får, hvis man lytter til den skrevne presse. Og jeg synes faktisk selv, vi er skyld i, at det er det billede, omgivelserne får af os.«

»Her på gården har jeg haft den dårligste kornhøst i 25 år, men majshøsten ligger 15 pct. over gennemsnittet. Og græsset er den bedste kvalitet, jeg nogen sinde har høstet. Hvilken historie skal jeg så fortælle?« spørger Kaare Larsen retorisk og svarer selv: »Den om kornhøsten kan jeg bruge til at få medynk, men det dræner også min energi«.

»Hvis jeg fortæller om majsen og græsset, så er jeg med til at give indtryk af et erhverv, der også har muligheder.«

Det er alvor

Kaare Larsen lægger meget vægt på, at han ikke bare er »lalleglad«. Landbruget er da en udfordring. Også hos familien Larsen på Brunbjerggaard. Men det er også det bedste liv, man kan vælge, mener han og fortæller om dengang for nogle år siden til et gensyn med klassekammeraterne fra folkeskolen, hvor alle skulle fortælle lidt om, hvad der var sket i deres liv, siden de forlod skolen.

»Jeg var sidst i runden og sad bare og følte mig mere og mere privilegeret for hver fortælling, der kom frem. Og mine klassekammerater har jo lavet alle mulige spændende ting. Jeg gik f.eks. i klasse med Lars Løkke Rasmussen. Og han har gjort karriere. Men jeg synes, at jeg havde det bedste liv«.

»Og det skylder vi os selv at fortælle. Hvis jeg har besøg af en flok dygtige unge mennesker, der står og skal vælge erhverv, så forstår de godt, at landbrug er vigtigt og meningsfuldt. Det er mad på bordet og sunde værdier. Men arbejde i landbruget? Aldrig som i aldrig nogen sinde. De har simpelt hen hørt alt for mange historier om dårlig økonomi og forfærdelige arbejdstider.«

»Hvis det er den slags historier, vi selv vælger at fortælle, så forrenter vi vore investeringer dårligt. Og vi kan heller ikke finde nogen af de dygtige unge, der gider arbejde for os eller overtage vores landbrug«.

Snak værdien op

Kaare Larsen er helt på det rene med, at han ikke skal sælge aviser og derfor ikke behøver at finde den »gode« dårlige historie frem, som TV og aviser måske har for vane.

»Jeg vil sige, at vi som landmænd alle burde have en interesse i at snakke værdien af landmandslivet op. Og vi kan ikke betale regninger med medynk og medfølelse.«

Fagpressen freder Kaare lidt, når han taler om at stille erhvervet i et dårligt lys. Og dog. LandbrugsAvisen har måske også en rem af huden:

»Tag nu f.eks. den med moderniseringsstøtten. Der er afsat et beløb, og LandbrugsAvisens historie er, at så og så mange ikke får del i støtten. Hvorfor ikke skriver, at så og så mange får glæde af den?«.

Men hvad så med Larsens egne tre sønner. Er de mon modtagelige for fars begejstring for landbrug. Til dels. Ældste søn arbejder i øjeblikket på landbrug i Australien og kunne godt forestille sig at blive landmand, »bare ikke med dyr«. De to yngste går i gymnasiet, og den ene vil gerne være sportsjournalist. Yngste mand vil gerne være direktør og tjene mange penge.

Har Kaare ret?