Økologer frygter sanktions-smæk

NaturErhvervstyrelsen vil fra 1. februar ændre den interne kontrolprocedure angående indberetning af overtrædelser af krydsoverensstemmelseskrav i forbindelse med økologikontrollen. Hvis der sker overtrædelser bliver landbrugsstøtten nedsat. Både L&F og Økologisk Landsforening er bekymrede.

Fra 1. februar 2017 ændrer NaturErhvervstyrelsen sine interne kontrolprocedurer og indfører et system for indberetning af overtrædelser af KO-krav i forbindelse med økologikontrollen.

Før blev krydsoverensstemmelse (KO) og økologikontrollen indberettet hver for sig. Nu indberettes de sammen.

Økologireglerne mere restriktive end KO-reglerne. Økologikontrollen bliver udført årligt hos de økologiske landbrug, mens KO-tjek - som kan medføre træk i landbrugsstøtten - foregår i mindre omfang. Dermed vil økologerne oftere blive sat under KO-luppen. Og dermed oftere risikere træk i landbrugsstøtten.

Sådan lyder frygten hos både Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening.

Økologichef hos Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen, siger, at organisationen vil holde skarpt øje med, at den nye sammenkøring af de to kontroller ikke fører til ekstra sanktioner.

"Det er meget vigtigt for os, at den nye procedure ikke fører til, at økologer bliver straffet unødigt for, at de faktisk har påtaget sig at efterleve nogle ekstra krav,” siger Kirsten Lund Jensen i en kommentar til Landbrugsavisen.dk.

Formålet med den nye, samlede indberetning er, at de økologiovertrædelser, der samtidig er overtrædelser af EU’s KO-krav, indgår i den samlede vurdering af bedriftens overholdelse af EU-bestemte krav. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen, der er ved at skifte navn til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

De ændrede procedurer vækker også bekymring hos Økologisk Landsforening.

"Vi mener, det er yderst beklageligt, at EU-kommissionen indirekte indfører 100 procent krydsoverensstemmelseskontrol hos økologer. At sammenblande økologi-kontrollen og KO-kontrol er at påføre alle økologerne og de statslige kontrollører nogle helt urimelige byrder og arbejdsbetingelser. Og det påfører økologiske landmænd en større økonomisk risiko end konventionelle landmænd, da det kun er én procent af de konventionelle landmænd, der får KO-kontrol," siger Mads Helms, næstformand i Økologisk Landsforening, i en pressemeddelelse.

"Regler skal selvfølgelig overholdes, men alle kan begå fejl og forglemmelser - især taget i betragtning, hvor omfattende KO-kravene er. Det gælder alt fra, om dyrene har øremærker i, til om gylletanken har flydelag, eller man har husket at indberette den brugte vandmængde fra sine markboringer,” siger han og peger på, at der principielt er tale om en ændret forudsætning for de landmænd, der har valgt at lægge om til økologi.

L&F følger det nøje

Økologichefen hos Landbrug & Fødevarer vil holde øje med, at det kun er i tilfælde med sammenfald mellem økologiovertrædelser og KO-sanktioner, at der trækkes i landbrugsstøtten.

"Vi vil holde nøje øje med, hvordan det her kommer til at virke i praksis, så vi er sikre på, at det kun er i de tilfælde, hvor der reelt er et sammenfald mellem krav i økologireglerne og krav i forhold til krydsoverensstemmelse, at der overhovedet kan blive tale om, at sagen udløser et træk i støtten. Vi vil følge de sager der kommer og kigge på dem ’case for case’ simpelthen," siger Kirsten Lund Jensen.

Det er vigtigt for L&F at der ikke kommer til at ske en overadministration af reglerne, og at økologerne ikke bliver dårligere stillet end andre landmænd i EU.

”Endelig er det vigtigt for os at holde fast i, at der kun er tale om en lille del af de samlede KO-krav, som kan være relevante i forbindelse med økologikontrolbesøg,” siger hun.

Læs mere om krydsoverensstemmelseskravene her.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle