Økologisk landbrugsskole i strid med kommunen om kloakering

Kalø Økologiske Landbrugsskole er havnet i en strid med Syddjurs Kommune, der kræver en dyr kloakering.

Den økologiske landbrugsskole på Kalø er havnet i en strid med Syddjurs Kommune, der kræver kloakering indført på skolen. Det skriver Randers Amtsavis.

Omkostningen for skolen er to mio. kroner. Kommunen traf beslutningen sidste år, da Danmarks Jægerforbund skulle bygge domicil ved Kalø, og kommunen besluttede at nedlægge et lokalt renseanlæg og føre spildevandet til Rønde. Skolen opdagede ikke, at der var truffet en beslutning - og at der var en høringsrunde.

Skolen har lige nu et rodzoneanlæg, hvor vandkvaliteten tjekkes mindst en gang om måneden.

"Ifølge vores oplysninger virker rodzoneanlægget ikke godt nok," siger formand Per Dalgaard (DF) fra Natur, Teknik og Miljøudvalget i Syddjurs Kommune.

Miljøministeriets basisanalyse fra 2008, som ligger til grund for de nationale vandområdeplaner, viser, at der fra rodzoneanlægget udledes 208 kilo fosfor om året, siger politikeren. Det er tre til syv gange mere end fra et renseanlæg.

"Hver måned har vi eksperter til at kontrollere udledningen af spildevand, og resultaterne indrapporteres til kommunen. Vi har ikke fået kritik, krav om ændringer eller andet. Det ville skolen vel få, hvis spildevandet er dårligt? Vi har en energimæssig, klimamæssig og økonomisk fremragende løsning. Hvorfor skal den laves om," siger forstander Morten Erbs til Randers Amtsavis.

Per Dalgaard lægger op til, at der findes en økonomisk løsning, hvor beløbet afbetales over flere år, så skolen kan overkomme byrden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle