Økologer gidsler i nyt it-system hos NaturErhverv

Landbrugs-chefer forarges over, at økologer må vente på tiltrængt støtte.

Et nyt IT-system i NaturErhvervsstyrelsen kan ikke håndtere specielle økovenlige tiltag. Derfor kan op imod 1300 økologer ikke få udbetalt deres økologitilskud på ca. 75-100 mio. kr. til tiden.

Søren Christensen, økologisk kvægproducent, har knap en mio. kr. i klemme i it-systemet.

"Det er en nyhed, jeg får, da jeg henvender mig for at høre, hvor pengene bliver af," siger Søren Christensen.

Blandt andet Vestjysk Landbrug & Landbrug & Fødevarer har fokus på problemstillingen.

"Grotesk situation at straffe økologer, fordi et IT-system ikke fungerer," fastslår formanden for Vestjysk Landboforening.

Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion kalder problemet med den manglende udbetaling for noget rod.

"Det er ikke i orden, vi skal kunne stole på, at vi får pengene til tiden, det er vigtigt for vores troværdighed i banken," siger han.

Han mener ikke, det ville blive accepteret, hvis slagteriet pludselig sagde, at deres IT-system ikke var i orden.

"Der var da ingen, der ville finde sig i det, hvis de pludselig sagde at deres IT-system var i uorden, så vi først får vores afregning til juni," siger han.

NaturErhverv: Pengene kommer tidligst i marts

NaturErhvervstyrelsen oplyser, at de forsinkede tilskud til Pleje af græs- og naturarealer tidligst fra midten af marts 2016 vil blive udbetalt - i stedet for i december som normalt.

I ordningen ’Økologisk Arealtilskud’ har ca. 53 pct. af landmændene fået udbetalt deres tilskud for 2015 i december 2015. De resterende tilskud udbetaler de fra begyndelsen af april.

Udviklingen af det nye it-system, som skal bruges til udbetaling, har vist sig at være mere kompleks og omfattende, end forventet, meddeler styrelsen.

"Det er ærgerligt for de landmand, som kommer til at vente længere på at få udbetalt deres penge. Men for at sikre at flest mulige ansøgere får udbetalt tilskud har vi prioriteret at få den del af it-systemet på plads, som kan håndtere de automatiske udbetalinger," siger Vibeke Møgelvang, enhedschef i Center for Landbrug i en pressemeddelelse.

Foreslår a conto

Søren Christensen foreslår, at pengene udbetales a conto.

"Man beder os påtage os en samfundsopgave, og så straffer man os på pengepungen. Det er så grotesk," siger han.

Rammer 1300 økologer

Situationen antages at ramme cirka 1300 økologiske landmænd, vurderer økologichef hos Seges, Kirsten Holst.

Årsagen er, at det nye it-system ikke kan håndtere de specielle økologiske tiltag som fx naturpleje, reduceret kvælstof eller ansøgninger om støtte, der er regulerede efter kontrolbesøg.

"Det er især landmænd med store græsarealer, naturpleje, frugt og bær, der bliver ramt af de manglende udbetalinger," siger Kirsten Holst.

Hun forklarer, at NaturErhversstyrelsen med det nye system nu skal effektuere de manglende udbetalinger manuelt.

Et arbejde, der formentlig skubber udbetalingerne frem til april-maj måned, hvilket normalt ellers sker allerede i december og januar.

Opdateret onsdag d. 3. februar kl. 13.35: Kommentarer fra NaturErhverv tilføjet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle