50 landmænd scorer millioner af støttekroner til hegn og afgræsning

50 kunder i Jysk Landbrugsrådgivning har fået tilsagn om støttebeløb på i alt 6,4 mio. kr. til hegning eller til græsningsprojekter i randzoner.

Henved 50 kunder har i Jysk Landbrugsrådgivning fået hjælp til at søge om tilskud til hegning eller til græsningsprojekter i randzoner.  Det gav pote for langt de fleste, og det totale beløb, der nu er givet tilsagn om, er på 6,4 mio. kr. Det oplyser Jysk Landbrugsrådgivning.

To ordninger var i spil - den ene målrettet særlige Natura2000 arealer, den anden bedrifter med randzoner med en høj HNV-værdi. I ordningen, der dækker de særlige Natura2000-arealer, er der indsendt 24 ansøgninger, og alle ansøgerere har fået tilsagn. Det drejer sig om ca. 4,1 mio. kr. til etablering af hegn, fangfold, vand- og elforsyning, som bliver dækket 100 procent. Der var bevilget 38 mio. kr. til hegning i ordningen, som også omfatter rydning af uønsket opvækst.

Til ordningen for græsningsprojekter har Jysk Landbrugsrådgivning indsendt 25 ansøgninger. Men her slap pengene op, så kun de 18 ansøgere fik helt eller delvist tilsagn med et sammenlagt beløb på ca. 2,3 mio. kr. Der var afsat 15 mio. kr. til ordningen på landsplan, og den nødvendige prioritering medførte, at det ansøgte areal for at komme i betragtning skulle have en HNV-værdi på 7 og være over 10 ha.

I 2016 åbner en ny ansøgningsperiode til hegn og rydning i de særlige Natura2000-områder. Desværre ser der ikke ud til at komme en ansøgningsmulighed for arealerne udenfor Natura2000, meddeler Jysk Landbrugsrådgivning..

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle