Aarhus-firma tjener mio. på sukkerfrie godbidder

Den aarhusianske fødevarevirksomhed EASIS fik solid vækst i 2015. En bredere produktportefølje, nye målgrupper og større bevidsthed om sukkers skadelige virkning, er blandt forklaringerne.

Fødevarevirksomheden EASIS har hævet bruttoresultat til knap 12 mio. kr. sidste år sammenlignet med 3 mio. kr. i 2011. Virksomheden fremstiller fødevarer uden tilsat sukker.

Forklaringen skal ifølge virksomheden selv findes i en konstant udvidelse af produktkategorierne og produktporteføljen med op til 20 nye produktlanceringer per år, der går på tværs af kategorier som slik, snacks, morgenmadsprodukter, bagning, is, sukkererstatninger m.m.

"Vi arbejder konstant på at udvikle nye produkter, hvor vi arbejder med et reduceret sukkerindhold sammenlignet med lignende, almindelige produkter. Og fordi vi sætter smagen først, oplever forbrugerne vores produkter som et konkurrencedygtige alternativ til de produkter der er tilsat sukker," siger direktør i EASIS Thomas Møberg.

Nye målgrupper baner vejen

Med et øget fokus på sundhed bredt i befolkningen har EASIS desuden flyttet sig fra at være et brand målrettet diabetikere til at være et brand for dem, der ønsker at leve et sundt liv:

"Vores forbrugere er i dag en meget bred skare, der ønsker at leve sundt eller sundere, end de gør nu. Dermed har vi også en stærk stemme blandt sportsaktive danskere eller dem, der ønsker at gå ned i vægt, eller blot holder øje med kalorieindtaget ," siger Thomas Møberg.

Eksport som vækstområde

EASIS, der i begyndelsen af april skiftede navn fra ISIS til EASIS for at undgå den politiske slagside, der fulgte med det gamle navn, satser nu på eksporten:

"Det er på eksportmarkederne, vi nu ser vores største vækstmuligheder, og eksporten vil derfor blive et nyt fokusområde fremadrettet samtidig med at vi naturligvis fortsat vil holde fast i vores gode relation til de danskere forbrugere ," forklarer Thomas Møberg, der samtidig understreger, at man for eksempel i England ser et stort fokus på mindre sukker i kosten blandt forbrugerne.

Virksomheden, der begyndte i det små i 1993 med en lille produktion af is uden tilsat sukker, har nu et bredt sortiment med mere end 70 varenumre, der gør det nemt at leve uden sukker.


EASIS i tal


1.000 kr.

                                     2015        2014       2013      2012       2011
Bruttoresultat      11.559    8.864      7.063     6.575     3.131
Resultat før skat  5.584      4.106      2.411     2.263     -1.787
Egenkapital           10.681     6.780     3.841    2.305         892

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle