Agri Nord: Markante ændringer i landbrugsloven

En række ændringer af landbrugsloven træder i kraft ved årsskiftet. Blandt andet bliver der åbnet op for flere ejerformer såsom partnerselskaber i landbruget.

Folketinget har 11. december vedtaget en ændring af landbrugsloven, som betyder fjernelse af en række restriktioner i den gældende lov.

Advokat Henrik Nielsen fra AN Advokater, der er specialiseret i rådgivning af landmænd, fortæller, at et af de væsentligste punkter i forslaget er, at det åbner op for, at landbrug kan ejes i andre selskabsformer end A/S og ApS. 

"Hidtil har det krævet en særlig tilladelse, som var stort set umulig at få, hvis et landbrug skulle etableres som eksempelvis fond eller partnerselskab. Med ændringen bliver alle selskabsformer, som der normalt er interesse for fra landbruget side, tilladte. Det er ofte skattemæssige overvejelser, som gør eksempelvis partnerselskaber interessante, siger han.

Bestemmende indflydelse

Hvis flere personer ejer et landbrug i et A/S eller ApS, så kræver det i dag, at én person har den bestemmende indflydelse. Det betyder i praksis, at én person skal have den daglige ledelse og det driftsmæssige ansvar. 

"Er man for eksempel fem landmænd, der har købt et landbrug sammen og hver ejer 20 %, så er de tvunget til at udpege en til at have det bestemmende ansvar. Det bliver afskaffet med den nye landbrugslov," fortæller Henrik Nielsen.

"Skeptikerne af lovforslaget frygter, at fjernelsen af den bestemmende indflydelse gør landbruget mere interessant for investeringsselskaber, som i stigende grad vil købe sig ind, når det ikke længere er et krav, at landmanden der står for den daglige drift har retten til at træffe de store beslutninger," siger han.

Fortsat bopælspligt

Man kan på mange måde tale om, at landbrugsloven udvandes med dette lovforslag. En stor del af de betydende restriktioner forsvinder. Et område er dog forsat gældende, nemlig den 10-årige bopælspligt. 

"Man skal som landmand altså fortsat sikre at mindst en af sine ejendomme er beboet i 10 år efter anskaffelsen. Der er dog ikke noget krav om, at det er ejeren selv, der opfylder bopælspligten. Han kan sagtens lade eksempelvis en driftsleder leje boligen og dermed lade denne opfylde bopælskravet," siger advokat Henrik Nielsen.

Regler om fortrinsstilling fjernes

I forhold til reglerne om fortrinsstilling er der også en vigtig ændring på vej. Det drejer sig om reglerne om suppleringsjord. Det vil ikke længere være et krav, at lodsejere, der har mere end 150 hektar, skal sende det i høring, når de køber suppleringsjord. I dag har landmænd, der ejer under 70 hektar, i princippet fortrinsstilling til jorden, men det falder med al sandsynlighed væk ved årsskiftet.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle