Arlas topchefer er steget 32 pct. i løn

De to øverste chefer i Arla steg stejlt i løn i 2015.

Mælkeproducenterne skal have mere i udbytte for deres mælkeleverancer i 2015, og det skal personerne på direktionsgangen i andelsmejeriet også. Det sker i et år med kriseramte mælkepriser.

Af noter fra Arla Foods årsrapport for 2015 fremgår det, at mejeriets adm. direktør Peder Tuborgh og vicedirektør Povl Krogsgaard fik 3,3 mio. euro mere (knap 25 mio. kr.) i løn, vederlag og pension. Det er 6 mio. kr. mere end året før, svarende til en stigning på 32 pct. Det skriver FødevareWatch.

Løn, vederlag og bonus udgjorde størstedelen af stigning med ca. 5 mio. kr., mens pensionerne steg en anelse med omkring 750.000 kr.

En løbende opsparing af bonus og flere opkøb ligger til grund for stigningen, forklarer Arlas pressechef Theis Brøgger i et skriftligt svar til FødevareWatch:

”Stigningen på ca. 0,4 mio. euro under ’variabel løn og incitamentsprogrammer’ skyldes, at direktionen i 2015 fik udbetalt den præstationsløn, som de havde optjent i et tre-årigt incitamentsprogram, der løb fra og med 2012 til og med 2014, hvor Arla præsterede en høj vækst og nåede en række store mål (herunder betydelige fusioner). Dette blev først udbetalt i 2015, og derfor figurerer stigningen i 2015-regnskabet, selvom beløbet blev optjent i perioden 2012-2014.”

Bestyrelsen steg ikke i løn i 2015, men blev på 1,4 mio. euro, svarende til ca. 10,5 mio. kr.

Arla Foods 12.650 andelshavere blev tirsdag beriget med 955 mio. kr. i efterbetaling for de mange tusinde tons mælk, de har leveret i løbet af 2015.
 

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle