Avis: Danish Agro klar til millionopkøb i Sverige

Danish Agro klar til at købe Kalmar Lantmän for i alt 400 mio. kr.

På mandag kl. 10.30 bliver fremtiden for Kalmar Lantmän afgjort.

På et ekstraordinært bestyrelsesmøde skal medlemmerne tage stilling til, hvad fremtiden skal bringe, og som landbrugsavisen.dk skrev i går, er en af mulighedene et salg til danske Danish Agro. Det skriver den svenske landbrugsavis ATL.

Sidste forår fusionerede Kalmar Lantmän med Lantmännen, og en nyvalgt bestyrelse blev instrueret i at søge efter nye mulige partnere.

Det resulterede i to konkrete muligheder: Enten et fælles selskab med Lantmännen for at stå på egne ben, eller at søge mod internationale partnere. Ifølge ATLs kilder, var det først og fremmest et hollandsk selskab, der så ud til  at kunne blive den internationale partner.

Og sådan så det også ud, lige indtil for et par uger siden, hvor Danish Agro begyndte at blande sig i spillet med et kontant bud på hele selskabet.

Ingen i Kalmar Lantmän vil udtale sig om størrelsen på buddet, men ifølge avisen drejer det sig i første omgang om cirka 280 mio. kr. og senere et ekstra beløb på 120 mio. kr.

Hvis salget går i gennem, vil det betyde, at medlemmerne kan få op til 800.000 kr. hver.

Tre muligheder

Ifølge Frank Andersson, adm. direktør i Kalmar Lantmän, har medlemmerne tre muligheder at vælge i mellem.

”Der er plusser og minusser i alle tre muligheder. Hvis vi sælger til Danish Agro, vil der der være en engangsindtægt, men så er der intet tilbage."

"Dernæst er der Lantmännen-alternativet med mulighed for et joint venture på foder- og foderudviklingssiden, som giver mulighed for fremtidige afkast. Men det er forbundet med økonomiske risici. Det samme gælder, hvis vi samarbejder med andre udenlandske partnere,” siger han.

DanisH Agro eR tavs

I Danish Agro holder ledelsen lav profil. Kommunikationsdirektør Søren Møgelvang Nielsen vil ikke kommentere direkte på sagen, men siger, at ”de har lagt mærke til, at der er en dialog blandt ejerne af Kalmar Lantmän omkring hvordan fremtiden skal være”.

Han indrømmer dog, at Danish Agro for et halvt års tid siden havde en dialog, hvor Danish Agro gav udtryk for, at et opkøb var interessant, og den holdning har de ikke ændret.

Danish Agro har i dag virksomhed i Sverige gennem Swedish Agro og DLA Agro Sverige, med en samlet omsætning på cirka 1,2 mia. kr.

Kalmar Lantmän omsatte i 2014 for cirka 960 mio. kr., men endte med et driftsresultat på  minus 17,6 mio. kr. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle