Big Data skal fremme innovation og vækst i landbruget

Der ligger et hidtil uudnyttet potentiale i fødevaresektoren ved at kombinere data i hele værdikæden fra jord til bord. Det viser en ny rapport, som DTU, Seges og DI Digital står bag.

Fødevaresektoren kan forbedre sin produktivitet med op til fem procent ved at udnytte Big Data til at optimere produktionen, forbedre fødevarekvalitet og -sikkerhed og øge sundheden hos såvel dyr som mennesker. Det viser den netop offentliggjorte rapport ’Big Data fra jord til bord’, som DTU, Seges og DI Digital står bag.

Formålet med rapporten er at kortlægge potentialet for innovation og vækst i fødevaresektoren ved at udnytte Big Data inden for forskellige områder af fødevaresektoren, herunder produktionen af svin, kvæg og fjerkræ. Rapporten beskriver blandt andet en idé om at udvikle værktøjer til at indsamle og anvende realtids-data, som landmænd kan bruge til at forbedre sundhed og produktivitet i svinebesætninger – samt en idé om at bruge sensorer til at optimere fodringsstrategier og øge sundheden og dyrevelfærden i kvægbesætninger.

Big Data øger konkurrenceevnen

Fødevaresektoren har stor betydning for Danmarks nationaløkonomi, valutabalance og ikke mindst beskæftigelse. Ifølge adm. dir. Jan Mousing, Seges, er det derfor vigtigt, at sektoren fastholder og styrker sin internationale position

”Ved at bruge Big Data har vi mulighed for at give et væsentligt bidrag til at øge konkurrenceevnen og indtjeningsevnen i fødevaresektoren. Gennem dette sektorudviklingsprojekt har vi derfor identificeret ti forsknings- og udviklingsprojekter med konkrete forretningsmæssige anvendelser af Big Data, og DTU ser frem til at bidrage med den overordnede tekniske forskning i den forbindelse, siger koncerndirektør på DTU Niels Axel Nielsen”

Faktaboks

Fakta om Big Data:

Big Data går kort fortalt ud på, at man med udgangspunkt i meget store mængder data af ofte varieret karakter udvikler algoritmer og matematiske modeller, der skaber mønstergenkendelse i dataene til at opnå øget indsigt og i sidste ende større værdiskabelse. Til at styrke forskning og uddannelse inden for Big Data etablerer DTU Compute nu et nyt center for Big Data.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle