Danish Agro køber op i Norge

Dava Foods køber aktiemajoriteten i Eggprodukter AS i Norge.

Dava Foods - tidligere kendt som Hedegaard Foods - køber nu endnu et nordisk selskab. Det Danish Agro-ejede selskab køber 70,3 pct. af aktierne i Eggprodukter AS i Norge.

Eggprodukter AS bearbejder og sælger pasteuriserede og kogte ægprodukter til det norske marked og har i dette segment en markedsandel på 15-20 pct., skriver Danish Agro i en pressemeddelelse. Virksomheden omsatte i 2015 for 41 mio. norske kr.. og fik et positivt resultat.

"Vi driver i dag syv selskaber i fem lande og med købet af Eggprodukter AS kan vi nu også få markedsadgang til det attraktive norske marked," siger koncerndirektør i Dava Foods, Ivan Noes Jørgensen.

Han betegner virksomheden som en mindre, moderne virksomhed med god ledelseskapacitet.

"Sammen med vores produktknowhow og generelle synergier forventes det, at virksomheden kan medvirke til en pæn organisk vækst," udtaler han.

De vil introducere det norske marked for en række nye pasteuriserede ægprodukter, herunder deres nye proteindrik kaldet white.

Nordmanden Rune Hennum skal lede virksomheden. Rune Hennum har arbejdet i fjerkræ- og ægbranchen i 16 år og har stor detailkendskab til markedet og branchen. Ivan Noes Jørgensen bliver ny formand i selskabet.

Dava Foods-koncernen består blandt andet af datterselskaberne Hedegaard Foods A/S, Muna Foods Oy, Svenska Lantägg AB, Koks Munatootmine OÜ samt Eggs Posure A/S, der sælger og udvikler emballagekoncepter.

Dava Foods omsætter for knap en mia. kr. årligt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle