Danske landmænd fanget i swapfælden - i Holland er der redningsplan

De hollandske landmænd, der sidder fast i swap-gæld, er med regeringens hjælp sikret en ensartet genopretningsplan fra bankerne. Danske landmænd ønsker sig lignende vilkår.

"Jeg synes ikke, der er noget som helst i vejen for, at vi får de samme vilkår som i Holland. Mange danske landmænd sidder fast i en hård klemme som følge af mangelfuld swap-rådgivning fra bankerne. Det truer både mange landmænds eksistens og det er en stor hindring for, at vi få gang i de nødvendige investeringer."

Sådan siger formand Martin Merrild, Landbrug&Fødevarer.

Ordene falder i en kommentar til et brev, som Landbrug & Fødevarer har stilet til ehvervsminister Brian Mikkelsen (K).

I brevet gør organisationen opmærksom på den hollandske genopretningsplan (læs mere i faktaboks) samtidig med, at man opfordrer til, at Erhvervsministeriet på lignende vis undersøger danske bankers genopretningsløsninger. 

L&F's ønske er, at der udarbejdes en fælles genopretningsplan i Danmark og fælles retningslinjer for godtgørelse for tab på renteswaps.

"Jeg har da en klar forventning til, at vores henvendelse bliver taget alvorlig og at man vil benytte lejligheden til at hjælpe de mange landmænd, der har fået mangelfuld rådgivning. Renteswaps har jo i mange tilfælde været oversolgt fra bankernes side," pointerer Martin Merrild.

"Alle disse swap-aftaler er juridisk komplicerede. Jeg fristes næsten til at sige, at der ikke er to, der er ens. Blandt andet er der ofte taget alle mulige forbehold, så det er vanskeligt at lave forligsmæssige løsninger. Derfor ser vi gerne, at der bliver lavet et fælles regelsæt."

Brevets Ordlyd

Brevet til ministeren lyder sådan her:

Swapaftaler er et finansielt produkt, som rigtigt anvendt kan benyttes til at afdække finansielle risici. Udbredelsen af variabelt forrentede obligationslån op gennem 00’erne affødte et sådant behov. Men en swapaftale kan også påføre kunden betydelige tab. I 00’erne var man for optimistisk og brugte de nye finansielle instrumenter på en letsindig måde. Mange landmænd indlod sig derfor på ugennemskuelige swap-kontrakter efter anbefaling fra banken.

Kravene til rådgivning omkring swapaftaler er efterfølgende strammet op, men alt for mange aftaler er indgået på et ikke fuldt oplyst grundlag, og der er ikke i tilstrækkelig grad er taget hensyn til den enkelte virksomhedshed behov. Det har påført mange landmænd en betragtelig gæld, der nu stiller sig i vejen for nødvendige investeringer. Resultatet er fastlåste landbrug, hvor kapitalapparatet gradvist nedslides.

En analyse af danske heltidsbrugs regnskaber viser, at der de senere år er realiseret tab på finansielle kontrakter på op mod 1 mia. kr. årligt. Ved udgangen af 2015 havde de finansielle kontrakter en negativ værdi på 3,2 mia. kr. Det er altså en betydelig økonomisk udfordring, danske landmænd står overfor. En udfordring som hæmmer mange bedrifters investeringsmuligheder.

I Holland har en tilsvarende situation gjort sig gældende. Den hollandske regering nedsatte derfor i marts 2016 en derivatkommission, der skulle etablere en ensartet plan for hollandske bankers genopretning af indgåede swapaftaler samt udarbejde retningslinjer for en evt. godtgørelse for tab på renteswaps. Forslaget til en sådan genopretningsplan blev offentliggjort den 5. juli 2016. De største hollandske banker har efterfølgende tilsluttet sig planen, som vil sikre en ensartet behandling og kompensation af små- og mellemstore virksomheder med tab som følge af swapaftaler.

Landbrug & Fødevarer finder mange paralleller mellem landbrug i Holland og Danmark, og vi har derfor fået oversat derivatkommissionens rapport, som vi tillader os at vedlægge.

Landbrug & Fødevarer vil derfor – med baggrund i denne hollandske genopretningsplan – opfordre Erhvervsministeriet til at undersøge danske bankers genopretningsløsninger og overveje at udarbejde en fælles genopretningsplan i Danmark samt efterfølgende udarbejde retningslinjer for godtgørelse for tab på renteswaps her i landet.

Faktaboks

Den hollandske plan

I marts 2016 nedsatte den hollandske regering en kommission, der skulle etablere en ensartet plan for hollandske bankers erstatninger til mindre bankkunder med tab på renteswaps. Kommissionens genopretningsplan blev offentliggjort den 5. juli 2016 og indeholder følgende fire trin:

  1. Ensretning af indgåede aftaler.
  2. Tilpasning af aftaler til den underliggende finansiering.
  3. Eventuel erstatning på op til 100.000 euro.
  4. Udbetaling af godtgørelse, hvis aftalen har ført til højere renter på underliggende lån.

Planen er målrettet aftaler, hvor lån med variabel rente blev afdækket med en fastrenteswap, og som var aktive i perioden april 2011 til april 2014.

Renteswaps i Danmark

I Danmark har landmændene haft tab på renteswaps på omring 1 mia. kr. En opgørelse fra slutningen af 2015 viser, at der var 1.620 heltidsbrug, der lå inde med sådanne negative finansielle kontrakter.

I gennemsnit var der tale om en negative værdi af kontrakterne på 1,9 mio. kr.

Men spredningen mellem brugene er stor. På 784 brug var værdien af kontrakterne under 1 mio. kr., mens den negative værdi for 138 brug var mellem 5 og 10 mio. kr.

De 37 hårdest ramte brug havde i gennemsnit negative finansielle kontrakter for 13,8 mio. kr. Antallet af landmænd med negative kontrakter er faldet fra 2.700 i 2010 til 1.620 ultimo 2015. Faldet skyldes bl.a. det høje antal af konkurser i perioden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle