Danskere sælger jord for en milliard til verdens største landbrugsinvestor

Dangro Invest har solgt 13.000 hektar til amerikansk pensionskasse.

Efter at have drevet landbrug i næsten 20 år i Polen og Rumænien har aktionærerne i Dangro Invest A/S nu solgt alle deres aktier til en amerikansk pensionskasse.

For to år siden solgte Dangro Invest de fleste af selskabets aktiviteter i Rumænien, og nu er selskabets sidste værdier også solgt. Det drejer sig om cirka 13.000 hektar landbrug samt bygninger og maskiner i Polen,

Dangros aktionærer har solgt deres aktier til den amerikanske pensionskasse Teachers Insurance and Annuity Association of America, TIAA, der har hovedsæde på Manhattan i New York.

Dermed er Dangros godt 400 aktionærer helt ude af selskabet. Aktionærerne, der for 90 procents vedkommende var danske landmænd, har allerede fået de første penge udbetalt.

Særdeles godt tilfredse

Hverken sælger eller køber ønsker at oplyse om salgsprisen eller andre detaljer vedrørende salget. I det hele taget er munden lukket på både Dangros tidligere ledelse og bestyrelse.

»Begge parter er særdeles godt tilfredse. Alle er godt tilpas,« er det eneste selskabets nu forhenværende adm. direktør Paul-Christian Kongsted vil sige om handlen.

Den amerikanske pensionskasse TIAA er ikke hvilken som helst pensionskasse. Pensionskassen er verdens største investor i landbrug, der i august 2015 forvaltede landbrugsjord til en værdi af cirka 54 mia. kr. i USA, Australien, Brasilien og Østeuropa.

Desuden er pensionskassen USAs næststørste vindrueavler og verdens tredje største kommercielle forvalter af fast ejendom. I alt forvalter TIAA værdier for næsten 6.000 mia. kr.

Forhandlingerne har været både intense og komplicerede. For det første er der tale om en handel af en vis størrelse, og dertil har amerikanerne efter sigende vendt hver eneste sten på vejen mod en endelig aftale.

Jord tre steder i Polen

Ifølge LandbrugsAvisens kilder ligger prisen for købet af Dangro Invest A/S og selskabets 13.000 hektar i Polen tæt på én mia. kr.

I Polen er god landbrugsjord på det seneste blevet handlet til priser på mellem 70.000 og 90.000 kr. og helt op til 100.000 kr. hektar alt efter beliggenhed, arrondering og frugtbarhed.

Dangro Invest ejede jord i tre områder: Syd for Stettin, syd for Gdansk samt i Masurien øst for Gdansk. Der er tale om jord, der ligger i forholdsvis store og sammenhængende blokke, og kilder oplyser over for LandbrugAvisen, at jorden blev solgt for omkring 80.000 kr. pr. hektar.

Prisen - alene for de 13.000 hektar jord - lander derfor meget tæt på én mia. kr. Dertil kommer værdien af Dangros maskinpark og bygninger, der bl.a. omfatter lagre til opbevaring af cirka halvdelen af årets høst af hvede og raps samt alle afgrøder på rod.

Salget har været forberedt gennem flere år. For to år siden kunne LandbrugsAvisen fortælle, at Dangro Invest havde solgt størsteparten af deres jord i Rumænien og var i gang med at sælge de sidste knap 2.000 af de 8.000 hektar, selskabet var oppe på at eje i Rumænien, da arealet toppede i 2010.

Stort flertal for salg

Beslutningen om også at sælge alle selskabets aktiviteter i Polen blev formelt taget på selskabets generalforsamling i januar 2015 af et stort flertal af aktionærerne.

Ligesom mange andre danske landmænd med investeringer i Østeuropa håbede mange af selskabets aktionærer at finde en måde at sælge deres investeringer med skindet på næsen. Og flere af aktionærerne kunne godt bruge penge til at øge likviditeten hjemme på deres danske landbrug.

Ifølge LandbrugsAvisens oplysninger betaler den amerikanske pensionskasse kurs 181 for aktierne. Den første portion på 161 kurspoint er allerede udbetalt. De sidste 20 kurspoint udbetales i løbet af de næste par år. Den første portion på fem til seks kurspoint udbetales til december.

Kursen på 181 ligger i den høje ende af den indre kurs, som Dangro Invest i de seneste 10 års regnskaber har angivet til at ligge på eller lige over kurs 180 i tre år og mellem kurs 132 og 168 i de øvrige syv år.

Det var da også stort set alle aktionærer, der stemte for et salg til den amerikanske pensionskasse IATT.

Ingen kommentarer

Med en pris på kurs 181 har salget været en god forretning for mange af aktionærerne.

De aktionærer, der har været med fra starten, har ifølge LandbrugsAvisens kilder tjent rigtig godt. Og de aktionærer, der har købt aktier til omkring kurs 100 har opnået en gevinst på cirka 80 procent.

Den amerikanske pensionskasse TIAA er repræsenteret i Europa af Teff Investments BV, der har hovedsæde i Amsterdam. Teff har indsat den engelske advokat Stephen James Shepherd som ny adm. direktør.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til købet fra hverken TIAA, Teff Investments eller Stephen James Shepherd.

Faktaboks

Pensionskassen TIAA

  • Verdens største investor i landbrug
  • Forvalter landbrugsaktiver for 54 mia. kr. i USA, Australien, Brasilien og Østeuropa (august 2015)
  • USAs næststørste vindrueavler
  • Verdens tredje største kommercielle forvalter af fast ejendom
  • Forvalter værdier for næsten 6.000 mia. kr.

Kilde: Wikipedia og TIAA

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle