Efter 52 år: Kendt svinemand træder tilbage fra livsværket

Han er næsten 70 og trækker sig nu fra sit livsværk som svinetransportør. Niels Vinderslev vil dog fortsat have sin daglige gang i virksomheden, som han overlader til sine børn.

Niels Vinderslev er nu ved at trække sig fra sit livsværk, N. V. Randers.

Svinetransportøren, der er en af landets største målt på omsætning, har ifølge CVR-registret overladt direktørposten til sin søn René Vinderslev per 16. november, viser en opdatering af registret i dag.

Selv bekræfter hovedpersonen, at han fremover skal være bestyrelsesformand frem for direktør.

»Min søn har taget over, hvad det angår. Vi har været undervejs med generationsskifte i mange år, og når jeg nu bliver 70, er det nærliggende, at en af sønnerne tager over,« konstaterer han og tilføjer:

»Til maj har jeg været selvstændig i 52 år.«

Fortsat på kontoret hver dag

Niels Vinderslev har dog ikke tænkt sig at gå på pension.

»Jeg vil stadig være på kontoret hver dag. René tager over, men Michael og Rikke er også med, og jeg har stadig en ejerandel. Vi har lavet et generationsskifte, men jeg har stadig noget at skulle have sagt,« fortæller ejerlederen.

Derimod er hans hustru holdt på kontoret, og har samtidig overladt sin plads i bestyrelsen til datteren Rikke.

Fra at være svinetransportør udelukkende har Vinderslevs vingefang de seneste år spredt sig stadig mere. Blandt andet er familien involveret i Elvis-forlystelsen Memphis Mansion, et motel og også svineproduktion.

N. V. Randers har omkring 40 ansatte.

OPDATERET 10. januar kl. 9.30: Rettet, at generationsskiftet mest sker "på papiret" i underrubrikken. Selv om Niels Vinderslev fortsat vil have sin daglige gang i virksomheden og også vil have indflydelse på driften, har han overladt roret til sine børn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle