Efter Ruslands boykot: EU vil booste salg af fødevarer uden for Europa

Europa-kommissionen har godkendt en række programmer, der skal fremme salg af landbrugsprodukter

Europa-Kommissionen har i dag sendt en pressemeddelelse ud, om at de har godkendt 41 nye programmer, der skal hjælpe med markedsføringen af europæiske fødevarer.

Programmerne skal fremme landbrugsprodukter både indenfor og udenfor EU. Der er blevet afsat 130 mio. euro, hvilket svarer til ca. 968 mio. danske kroner, henover en periode på tre år.

”At fremme fødevarer fra EU på det globale marked er en stærk og proaktiv reaktion overfor det russiske importforbud. Den øgede støtte til salgsfremstød skal bidrage til en succeshistorie om væksten i eksporten af høj-kvalitets fødevarer på verdensmarkedet,” udtaler irske Phil Hogan, EU's landbrugskommissær, om programmerne.

Fødevarerne dækker både over frisk frugt og grøntsager, mejeriprodukter, økologiske produkter, olivenolie og kød.

Forskellen fra de tidligere godkendte programmer er, at en større del er rettet mod blandt andet Mellemøsten, Nordamerika, Sydøstasien, Kina, Japan, Afrika med flere, hvor størstedelen tidligere var rettet mod eksport inden for EU.

Dette skyldes højst sandsynligt, at Europa-kommissionen har støttet med yderligere 30 mio. euro i forhold til tidligere, grundet det russiske importforbud. 

Emneord

eksport , eu

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle