Finansmand i Schweiz: Udlændinge på spring til at købe danske landbrug

Udenlandske investorer ser danske landbrug som en sikker havn.

Der er modeltraktorer på bordet. Og der er billeder af køer og kornmarker på kontorets vægge.

For selv om Jens Ohnemus har en mangeårig karriere i bankverdenen blandt andet som investeringsdirektør i store finanshuse som amerikanske Merril Lynch, franske BNP Paribas og schweiziske UBS, så skjuler han ikke sine dybe rødder i dansk landbrug.

Og godt nok bor og arbejder han i Genève i Schweiz. Men han er opvokset på en gård på Koldingegnen og har i sine unge dage arbejdet som fodermester på både kvæg- og svinelandbrug.

I dag kombinerer han det bedste fra de to verdenen i sin virksomhed Blue Harvest, hvor han og to fastansatte har speciale i at rådgive og hjælpe private investorer med at investere i dansk landbrug.

»De seneste 18 måneder har der været en markant stigende interesse for at investere i dansk landbrug,« siger adm. direktør Jens Ohnemus, Blue Harvest.

Starten er gået

Fra en spæd start, hvor Blue Harvest de seneste tre år har været involveret i 12 handler med danske landbrug til en værdi på i alt cirka 80 mio. kr., har Blue Harvest nu identificeret potentielle nye investeringer i danske landbrug for næsten én mia. kr.

»Jeg har seriøse henvendelser liggende fra både engelske, irske, tyske, schweiziske, argentinske og kinesiske investorer, der alle har dansk landbrug i kikkerten som en mulig langsigtet og sikker investering,« fortæller Jens Ohnemus.

»Det, vi ser nu, er kun starten. Som jeg ser det, vil tempoet i investeringerne stige markant. Ud fra de konkrete henvendelser, vi har fået, vurderer jeg, at vi det næste år kommer til at formidle salg af danske landbrug til udenlandske investorer for mellem 300 og 500 mio. kr.«

Hvad er det, der gør danske landbrug særligt interessante for udenlandske investorer?

»Det er primært to faktorer, der gør dansk landbrug interessant. For det første er dansk landbrug en sikker investering. For det andet er det en rentabel investering,« siger Jens Ohnemus.

»Mange investorer søger en sikker havn til en del af deres investeringer. Der er lavere risiko ved at investere i jord end i aktier. Dér kommer dansk landbrug ind i billedet.«

Billige danske landbrug

Som faktorer, der gør en dansk investering sikker, nævner han, at Danmark er medlem af EU og har den højest opnåelige kreditværdighed AAA, at kursen på den danske krone følger euroen, at infrastrukturen er i top, at det danske klima er stabilt og godt til landbrug, at ejerforholdene til jorden er afklaret - i modsætning til situationen i flere østeuropæiske lande - og at både miljø, dyrevelfærd og menneskerettigheder er højt prioriteret.

»Dertil kommer, at prisen på dansk landbrug stadig er lav i forhold til, da prisen toppede før finanskrisen. Det giver mulighed for en værdistigning, og da vi typisk taler om investorer med tålmodig kapital, har de tid til at vente på en værdistigning,« siger Jens Ohnemus.

»Økonomien i dansk landbrug er heller ikke så dårlig, som man får indtryk af, når man læser overskrifter i de danske medier. Jeg er godt klar over, at der er en del danske landbrug, hvor økonomien ikke er god. Men der stadig en tredjedel, der er rentable og klarer sig godt - og nogle endda rigtig godt.«

Udleje til en fast rente

Endnu en faktor, der gør danske landbrug interessante, er ifølge Jens Ohnemus, at danske driftsledere er nogle af verdens bedste. Og dem er der brug for, når jord, stalde og maskiner skal passes.

»Hovedparten af de investorer, jeg har kontakt med, har ingen interesse i selv at drive landbruget. Typisk ønsker de at leje ud til en fast rente på omkring fem procent til en dygtig driftsleder, der skal stå for den daglige drift og måske være medejer,« siger Jens Ohnemus.

For Jens Ohnemus er Blue Harvest primært et arbejde, men det er samtidig virkeliggørelsen af en drøm:

»Som ung fik jeg aldrig selv mulighed for at købe et landbrug og blive landmand. At jeg med Blue Harvest får mulighed for at hjælpe nogle unge mennesker i gang med deres drøm om at blive landmænd, giver bare arbejdet endnu mere mening.«

Faktaboks

Jens Ohnemus og Blue Harvest

  • Jens Ohnemus bor og arbejder i Schweiz
  • Er født i Danmark og opvokset på et dansk landbrug og har arbejdet som fodermester på danske landbrug.
  • Har i 20 år arbejdet med formueforvaltning og investering for private.
  • Har arbejdet i ledende stillinger i finansvirksomheder som UBS i Zurich samt Merrill Lynch og BNP Paribas i Genève. 
  • Er stifter og ejer af konsulentfirmaet Blue Harvest i Genève i Schweiz, der har speciale i investering i danske landbrug.
  • Læs mere på blueharvest.ch og farmcompany.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle