Forslag: Få gang i salget af landbrug - udskyd skat

Sælgerpantebreve bør først beskattes, når man ser pengene, mener Landbrug & Fødevarer.

Regeringen kan få mere gang i salget af landbrugsejendomme ved at ændre på skattereglerne, uden at det koster staten penge. Det påpeger Landbrug & Fødevarer i et brev, de sender til skatteminister Karsten Lauritzen (V) i dag, onsdag.

Før jul drog Antoni Stenger, formand for Landbrugsrådgivning Syd og Sven Aage Steenholdt, formand for Familielandbruget i Syddanmark til foretræde på Christiansborg for at argumentere for forslaget.

Ifølge de to familielandbrugsformænd er landmænd, der skal sælge en ejendom, utilbøjelige til at hjælpe med finansieringen i form af sælgerpantebreve, fordi de bliver beskattet af ejendomsavancen, allerede når de udsteder sælgerpantebrevene. Men dels er pantebrevene ikke penge i hånden, dels er der risiko for, at de fører til tab, og så er det ærgerligt, at have betalt skat. Derfor foreslår de, at man først betaler skat i takt med, at der afdrages på sælgerpantebrevene, eller hvis de sælges. Altså når man ser pengene.

Pløjefri og økolog: "Udbytterne er øget"Mark 2. december · 13:29

»Det vil være et godt værktøj, som kan få gang i flere ejendomshandler,« siger Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer, der sender brevet til skatteministeren.

Samtidig understreger han, at når pantebrevene er udløbet, har staten også sammenlagt modtaget lige så mange skattekroner, som hvis al skatten var betalt up front.

»Det er overordnet set vores opfattelse, at genanbringelse af avancen i et sælgerpantebrev vil medføre en hurtigere skattebetaling end genanbringelse i en ny erhvervs-ejendom. Samtidig vil den lettere adgang til sælgerfinansiering have positive dynamiske effekter, som modvirker en eventuel udskydelse af provenu fra ejendomsavanceskat,« skriver han til skatteministeren.

Tip os

Kommentarer

Forsiden lige nu