Gods skaber overskud - men er klemt

Hagesholm Gods skaber overskud, men er alligevel i en hård situation finansielt.

Hagesholm Gods kommer ud af 2014 med et overskud på 2,5 mio. kr. og har positiv egenkapital. Alligevel har godsets revisionsselskab set sig nødsaget til at tage forbehold for finansieringen året ud.

»Vores bank, Østjysk Bank, er selv i koma over dårlig økonomi, blandt andet på grund af store nedskrivninger. De har ikke den store tiltro til landbrugskunder, og vi ved aldrig, hvad deres næste træk er,« fortæller godsejer Stig Andersson til Landbrugsavisen.dk.

Hagesholm Gods har forbedret sit resultat mærkbart fra et overskud på 997.000 kroner i 2013 til 2,5 mio. kroner i 2014. Godsets gæld i forhold til egenkapitalen vurderes dog at være så stor, at man er afhængig af finansieringsaftaler med banken. Godset skriver også selv i regnskabet, at »der fra koncernens pengeinstitut er modtaget tilsagn om opretholdelse af finansiering for det kommende år, hvilket er tilstrækkeligt til at gennemføre driften for 2015«.

Fanget i dårlig situation

På trods af, at Hagesholm Gods selv mener, at deres økonomi ser fornuftig ud, er de fanget i en dum situation.

»Vi frygter jo, at banken, og dermed også os, ender i Finansiel Stabilitet, og vi har ingen mulighed for at skifte bank, for der jo ingen, der vil røre ved os, når man siger ordene ’Land- og skovbrug,« fortæller Stig Andersson.

Usikkerhed om aktiver

Der er imidlertid nogen usikkerhed om værdiansættelsen af de indregnede aktiver. Med andre ord er den samlede økonomi på Hagesholm Gods altså helt afhængig af, hvad bankerne og realkreditinstitutterne anser værdien af jord og bygninger for at være, Hagesholm Gods har en egenkapital på 48,5 mio. kr. og soliditetsgraden er på 31,9 pct. i 2014.

Godsets aktiviteter består primært af planteavl, udlejning af ejendomme og udlejning af vindmøller, ligesom de selv ejer en vindmølle.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle