Heden & Fjorden fik reduceret skattesmæk for landmand

Med hjælp fra Heden & Fjorden fik landmand Niels Vestergaard reduceret sit skattesmæk med 105.000 kr.

Der blev kigget grundigt i bilagene, da SKAT i 2013 gennemgik regnskabet for landmand Niels Vestergaard, der drev slægtsgården ved Vinderup som svineproduktion. Da produktionen  ikke var rentabel, solgte han og hustruen Ulla jord fra for at sikre ejendommens overlevelse.

Han beholdt 7 hektar, hvoraf han har lejet de fire ud, mens han har heste gående på resten. Herudover driver han sideløbende en anden virksomhed. 

SKAT opdelte derfor virksomheden i to – en landbrugsvirksomhed og den anden virksomhed. Udgifterne i virksomheden blev fordelt mellem de to virksomheder, med en meget meget lille del til den virksomhed, som efter SKATs overbevisning var den eneste, der var erhvervsmæssig.

Uden at skele til den faktiske benyttelse havde SKAT ansat de årlige udgifter i den erhvervsmæssige virksomhed til 20.000 kroner. Resten af udgifterne i den samlede virksomhed var derfor ifølge SKAT anvendt til det lille landbrug. Herefter var der ifølge SKAT en hobbylandbrugsvirksomhed, som gav et stort underskud og en anden virksomhed, som gav et stort overskud. Underskuddet kunne ikke fradrages, mens overskuddet skulle beskattes. Samtidig var der risiko for, at salget af jorden fra ejendommen ville blive genbeskattet som tidligere opsparet overskud.

Noget af det, SKAT ikke ville acceptere fradrag for, var udgifter til printerpatroner, fordi myndigheden havde fundet en håndskrevet faktura. 

"Det var ifølge SKAT bevis på, at jeg ikke brugte printeren erhvervsmæssigt," siger Niels Vestergaard.
Der blev også stillet spørgsmålstegn ved, hvor meget han havde benyttet gummistøvler og regntøj – rent privat.

Små sko

Man kunne slå det hen med et smil og en bemærkning om at gå i små sko, men for Niels Vestergaard var sagen alvorlig nok, da han blev beskattet af omkring 147.000 kroner fordelt over tre år.

Heden & Fjorden gik ind i sagen og argumenterede for, at hele bedriften kunne betragtes som erhverv. Da sagen et par år senere blev behandlet i Landsskatteretten, stadfæstede retten, at ejendommens regnskab skulle deles i to; erhverv og hobby. Men samtidig pålagde retten de lokale skattemyndigheder at gå sagen igennem igen for at se på rimeligheden af fordelingen af udgifterne mellem virksomhederne.

Efter en ny drøftelse med de lokale myndigheder, og en ny sagsbehandler, blev resultatet, at Niels Vestergaard kun skulle beskattes af 42.000 kroner. Det var en reduktion på 105.000 kr. i forhold til den første afgørelse fra SKAT. 

Lidt mere ret

Tilbage stod så, at Niels Vestergaard havde haft udgifter til sagsbehandling og juridisk bistand.
Her var den første foreløbige melding fra SKAT, at han selv måtte udrede halvdelen af beløbet, da han ”ikke i overvejende grad” havde fået ret. 

Men Heden & Fjorden kunne dokumentere, at beløbet, som han blev beskattet af, jo var reduceret med mere end halvdelen, Derfor mente rådgivningscentret, at der måtte være tale om ”i overvejende grad” at have fået ret. Nu har SKAT så efter tre år givet Niels Vestergaard og Heden & Fjorden ret i den udlægning.  Derved fik Niels Vestergaard også dækket alle omkostningerne i forbindelse med behandlingen i Landsskatteretten. 

En hård tid

"Det har været en hård proces," siger Niels Vestergaard. Han er blandt andet rystet over, at SKAT undervejs har kunnet tilbageholde både moms, skat og hektarstøtte på baggrund af et skøn, som altså i sidste ende viste sig ikke at holde vand. Ligeledes følte han, at risikoen for genbeskatning ramte ham hårdt. Han følte, at han netop ved at sælge jorden selv gjorde, hvad der var nødvendigt for at redde resten af ejendommen. 

Kravet om genbeskatning blev da også frafaldet.

"SKAT har jo brugt flere mandetimer og har haft flere udgifter af at føre sagen, end de har fået ud af det i den sidste ende," siger Niels Vestergaard.
Hans retsbevidsthed har lidt noget af et knæk alene ved at se på, hvilke småbeløb, der er blevet jagtet.
"Jeg føler mig jo ikke som en kriminel," siger han. Han følte sig også meget skidt tilpas i Landsskatteretten.
"Jeg havde jo ikke lige regnet med at få et knus, men det var folk fra en anden planet, der ikke engang ville hilse på én," siger Niels Vestergaard.

Gav ikke op

Der har været så mange gange undervejs, hvor han havde overvejet et opgive kampen, fordi han ikke kunne argumentere på det niveau, som juristerne kunne.

Han har dog haft hele tre medarbejdere fra Heden & Fjorden som støtte undervejs i sagen, og det ville ikke have været muligt for ham selv at håndtere juristeriet eller eksempelvis dykke ned i tidligere retsafgørelser.

"Det har været hårdt, for vi har jo netop kæmpet for at kunne blive i stedet for bare at opgive og lade det gå konkurs," siger han.

Niels Vestergaard glæder sig til at kunne lægge sagen bag sig, når skatten er betalt, så han kan se fremad og vide, hvordan familiens økonomi ser ud. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle