JH Staldservice er gået konkurs

JH Staldservice A/S, JH Agro A/S og JH BioEnergi ApS, men ejerkredsen bag vil forsøge at købe selskaberne af kurator, så virksomheden kan køre videre.

JH Staldservice A/S, JH Agro A/S og JH BioEnergi ApS er gået konkurs. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Ejerne har selv indgivet konkursbegæring, oplyser Skifteretten i Holstebro til avisen.

Virksomheden, der er stiftet af Jørgen Hyldgaard, sælger blandt andet fodrings- og udmugningsanlæg, gyllepumper og siloer. Siden er også gårdbiogasanlæg kommet til.

Ifølge bestyrelsesformand i JH-koncernen, Mogens Christiansen, er den økonomiske krise i landbruget samt manglende kredit fra bankerne årsag til konkursen. Han beklager kreditorernes tab.

Direktør Ken Hyldgaard oplyser til Dagbladet Holstebro-Struer, at det især er JH Agro A/S og JH BioEnergi ApS, der har skuffet økonomisk.

Såfremt kurator accepterer, håber Ken Hyldgaard på afklaring i løbet af 14 dage, og at alle medarbejdere er sikret beskæftigelse i den nye konstellation.

Han siger til Dagbladet Holstebro-Struer, at salg, service og reklamation opretholdes af kurator, indtil den nye virksomhed er oppe at køre.

Tung gæld

Ifølge de tilgængelige regnskaber for koncernens selskaber i 2015 har både holdingselskabet og de i alt tre datterselskaber haft positive resultater i form af både resultatet efter skat og egenkapital, om end spinkel hos både Bioenergi og Agro, der begge har en forholdsvis høj gældsprocent af den samlede balance.

Ken Hyldgaard nævner dog i koncernens ledelsesberetning for 2015, at likviditeten har været under pres.

”Efter opnåelse af et nyt lån er det ledelsens skøn, at den har fremskaffet nødvendig likviditet til finansiering af driften i det først kommende år,” skriver han.

Dette var så altså en kortfristet redning af selskaberne, der ikke har været i stand til at vende udviklingen til det bedre.

I fredags skiftede selskaberne i koncernen navne, idet JH Bioenergi nu hedder BXY ApS. JH Agro hedder nu AXY A/&S og JH Staldservice skiftede navn til SXY A/S.

Manøvren er ganske ofte brugt i forbindelse med konkurser herhjemme, især hvis ejeren eller andre ønsker at videreføre aktiviteterne i nye selskaber. Dette kan i mange tilfælde ske lovligt efter en konkurs, ved at aktiverne købes ud af konkursboet. Det er dog afgørende, at prissætningen er reel, sådan at konkursboets kreditorer ikke snydes for værdier, der ellers kunne bruges til at nedbringe den tilbageværende gæld. Denne vurdering er et skøn, der foretages af boets kurator.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle