Jyske Markets: Kornmarkedet overreagerer på russisk uro

Prisen kan gå op på længere sigt – men lige nu overreagerer markedet, vurderer man hos Jyske Markets.

Hvor er prisen på korn på vej hen?

Det kan være svært at finde ud af, især når der er uro i Rusland, og to europæiske storbanker, Commerzbank og Rabobank, har bud i hver deres retning.

Én ting er ret sikkert, siger Jeppe Tokkesdal Jensen, vice president for commodity sales hos Jyske Markets: 
Hvedeprisen er lige nu kørt op i en spids, hvor den skal ned fra igen. Og hvedeprisen er da også faldet igen i løbet af torsdagen.

”Vi har i løbet af efteråret her i biksen troet på stigende priser, dog mener vi markedet overreagerer lige nu på usikkerheden over, hvad der sker i Rusland. Selvfølgelig er det et åbent og stort spørgsmål, men isoleret set for kornmarkedet er risikoen begrænset til få mio. tons, i og med Rusland allerede nu er langt med den forventede eksport,” skriver Jeppe Tokkesdal Jensen i en skriftlig kommentar på Landbrugsavisen.dk’s spørgsmål.

”Men minderne fra eksportstoppet i 2010 tynger ganske sikkert meget markedet endnu,” siger han og henviser til året, hvor den russiske høst slog fejl.

Aktiemarkedet virker nervøst, og prisens vej op er drevet af spekulation, mener han. 

”Jeg tror dog, at når roen melder sig – evt. når Rusland bekræfter en form for begrænsning i eksporten – så vender tingene. ”Buy the rumour, sell the fact”.  Du så det samme i 2010, hvor hvedeprisen galoperede i vejret i spekulation om eksportstop ud af Rusland. Da det blev officielt gik gassen af ballonen, og prisen faldt tilbage,” påpeger analytikeren.

I går, torsdag, så man en begrænsning i togtransporten med korn i Rusland, ligesom staten ved opkøb har opjusteret priser til interventionskorn tidligere på ugen.

”Så lidt reelt har markedet at forholde sig til,” siger Jeppe Tokkesdal Jensen.

Langvarig effekt i Rusland?

Det er i indeværende sæson, at risikoen ved den russiske uro beløber sig til få mio. tons korn.

”Den økonomiske tumult i landet kan på lang sigt få betydning for kornproduktionen i landet de kommende sæsoner, men det er for tidligt at gisne om i hvilken grad,” forklarer Jeppe Tokkesdal Jensen.

Rabobank normalt prisnegative

I forhold til de modstridende analyser fra de to banker, så påpeger Jeppe Tokkesdal Jensen, at Rabobank er kendt for generelt at være prisnegative på korn.

”Jeg tror på et niveau i andet halvår 2015, der handler i 3. kvartal 170-185 EUR/ton, i 4. kvartal med let stigende tendens mod 200 EUR/ton. Jeg kan dog fint se markedet her i foråret søge tilbage mod 170 EUR/ton allerede. Jeg tror dog, vi så bunden i denne omgang tilbage i september måned,” vurderer han.

Emneord

markedsorientering , ruslandskrise

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle