Landboformand: Få nu ja-hatten på til flere jobs, rød stue

Ida Auken, Pia Olsen Dyhr og Simon Kollerup har enten afvist eller ikke svaret på invitation fra LandboSyd til at diskutere landbrugets bidrag til mere vækst. Det frustrerer formanden.

LandboSyd har inviteret repræsentanter fra tre røde partier  til medlemsmøde i efteråret, men står i dag tilbage med afvisninger og ubesvarede invitationer.

Det skuffer Mogens Dall, formand for LandboSyd.

"Landbrugets produktion er afgørende for, at mange kan gå på arbejde og hente en månedsløn hjem på bankkontoen. Helt nøjagtig 172.000 arbejder i fødevareklyngen.

Samlet henter de 50 mia. kr. i løn om året, og det bidrager med skatter og afgifter på mellem 20 mia. og 25 mia. kr. Der kan bygges fire supersygehuse for de penge – hvert år.

"Det bør alle politikere i folketinget have fokus på ikke mindst i en tid, hvor der meldes om ringe vækst ikke bare i Danmark, men i hele Europa, " siger Mogens Dall.

Ifølge Dall giver landbruget svaret på spørgsmålet om, hvordan vi får mere vækst, og der burde som noget helt naturligt være mulighed for at skabe det brede politiske forlig om erhvervet til gavn for hele landet.

"Derfor valgte vi på LandboSyd i Aabenraa at invitere rød stue til vores traditionelle efterårsmøde for medlemmerne.

Hvis Ida Auken, Pia Olsen Dyhr og Simon Kollerup sætter sig ned og diskuterer tingene igennem sammen med landbruget og eksempelvis fagforeningerne, burde der være mulighed for at få enderne til at nå sammen og få skabt et forlig til gavn for både produktion, jobskabelse og beskæftigelse samt til gavn for vores alles natur.

Det var vores udgangspunkt," fortæller Mogens Dall.

Men nej, invitationen til sådan et møde er dels blevet afvist, dels er fortsat ubesvaret, konstaterer formanden i dag. Og det selv om invitationen er i god tid og lod datoen stå åben, så ønsker fra politikerne kunne imødekommes.
 
"Jeg synes ikke, der er nogen undskyldning for at blive væk. Jobskabelse bør have højeste prioritet, og her var muligheden for at komme det skridt videre, som vi alle sukker efter. Hvorfor vil I så ikke være med, Auken, Kollerup og Olsen Dyhr," spørger en skuffet Mogens Dall.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle