Landbruget æder overskuddet hos stor landbrugsbank

Vestjysk Bank har store nedskrivninger - primært på landbrug.

Nedskrivninger på over 200 millioner kroner fører til, at næsten hele overskuddet hos Vestjysk Bank er spist op. Kun 10 millioner kroner står tilbage som plus på bundlinjen. Samme periode sidste år var overskuddet på 44 millioner kroner.

Det oplyser Vestjysk Bank - der har mange landbrugskunder - i dag, onsdag, hvor de offentliggør bankens halvårsregnskab.

Vestjysk Banks nedskrivninger i 1. halvår 2016 udgjorde 216 millioner kroner, hvilket er væsentligt mere end nedskrivninger samme periode sidste år på 171 millioner kroner.

Ifølge banken afspejler det 'i al væsentlighed et landbrugserhverv i fortsat alvorlig økonomisk krise'. Mens banken har kunnet konstatere en positiv tendens inden for øvrige brancher og på privatkundeområdet, tegner landbruget sig for godt 85 pct. af bankens nedskrivninger.

"Afregningspriserne på mælk og svinekød har gennem hele 2015 og 1. halvdel af 2016 ligget på et historisk lavt niveau. Det er glædeligt at kunne konstatere en lille forbedring af afregningspriserne på svinekød hen over sommeren, men niveauet er fortsat meget lavt, og udviklingen i afregningspriserne på både mælk og svinekød er præget af stor usikkerhed," siger adm. direktør Jan Ulsø Madsen i en skriftlig kommentar.

"På grund af vores betydelige eksponering mod landbrugserhvervet er vi meget følsomme over for udviklingen inden for dansk landbrug. Vi følger vores kunder og den virkelighed, de lever i, meget tæt. Vi søger hele tiden at udnytte vores mangeårige erfaring inden for landbrug til, i samspil med kunderne, at træffe de nødvendige beslutninger, selvom de ofte er svære," fortæller Jan Ulsø Madsen.

Banken hæfter sig ved, at deres overskud ville have været steget, hvis det ikke var for landbrugets udvikling.

 Vestjysk Bank er meget presset, fordi de har lille kapitaloverdækning, altså polstring til at modstå tab. Staten ejer mere end 80 procent af aktierne.

Bankens egentlige kernekapitalprocent udgjorde 8,2 pct. pr. 30. juni 2016 mod 7,5 ultimo juni 2015.

Overdækningen i forhold til det opgjorte krav til den egentlige kernekapitalprocent, der ultimo juni 2015 udgjorde 84 mio. kr., udgjorde pr. 30. juni 2016 1,2 procent-point, svarende til 193 mio. kr. I løbet af 1. halvår 2016 er overdækningen forbedret med ca. 72 mio. kr., primært som følge af bankens indtjening samt reducerede risikovægtede eksponeringer, skriver banken.

"Bankens overdækning på egentlig kernekapital udvikler sig langsomt i positiv retning. Vi glæder os over retningen, men er fortsat meget opmærksomme på, at overdækningen er spinkel og skal øges. Ud over at leve op til myndighedernes skærpede lovkrav har vi behov for yderligere at styrke vores solvensnøgletal," udtaler Jan Ulsø Madsen.

"Vi er meget bevidste om, at eksponeringen mod landbrugserhvervet er vores helt store udfordring, og at en styrkelse af vores kapitalmæssige situation er en nødvendighed," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle