Landmand i protest: Farvel til Konservative efter 58 år

Efter sidste uges mistillid til Eva Kjer har Tage Kristensen, Thyholm, fået nok, Han har meldt sig ud af De Konservative efter 58 års medlemskab.

Tage Kristensen har efter 58 års medlemskab af De Konservative meldt ud af partiet. Det sker i protest mod partiformandens rolle i miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang. Det skriver Dagbladet Holstebro.

Den snart 81-årige landmand har siddet i den lokale konservative partiforenings bestyrelse i et kvart århundrede, været formand i otte år og også siddet i kommunalbestyrelsen.

»Det kan ikke være rigtigt, at det er personen, de går efter, i stedet for sagen. For det er det jo,« mener Tage Kristensen.

Han påpeger, at de konservative folketingsmedlemmer anklagede Eva Kjer for at fordreje tallene i landbrugspakken, men alligevel ikke havde problemer med at stemme for pakken i sidste uge.

»Hvorfor skulle hun så fyres? Jeg synes ikke, at vi har fået en ordentlig forklaring på, at de (den konservative folketingsgruppe, red.) ikke længere har tillid til hende, siger Tage Kristensen, der afviser at han vil melde sig ind i Venstre – selv om han i denne sag har sympati for den afgåede Venstre-minister.

Den seneste sag var en dråbe for meget i bægeret for landmanden.

»De har skiftet formand mange gange, fordi de ikke har kunnet kommet til rette om det med hinanden. Og med Søren Pape Poulsen er det da gået helt galt. Partiet er kørt ud på et sidespor, og jeg tror ikke på det mere. Desværre,« siger han til Dagbladet Holstebro.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle