Lav rente høvler milliarder af landbrugets gæld

Gælden i dansk jordbrug faldt med ni mia. kr. fra 2014 til 2015, selv om indtjeningen også faldt.

Lave renter gør gældsbyrden for de danske landmænd mere uoverskuelig. Jordbrugets samlede gæld faldt med ni mia. kr. eller 2,7 procent fra 2014 til 2015.

Det oplyser Danmarks Statistik, der har opgjort den samlede gæld i jordbruget, der omfatter både landbrug og gartneri, til 343 mia. kr. ultimo 2015.

"Indtjeningen i jordbruget faldt fra 2014 til 2015, men på trods af det, lykkedes det jordbruget at nedbringe gælden," skriver Danmarks Statistik.

"Renten er fortsat historisk lav, hvilket gør, at jordbruget har lettere ved at håndtere gælden. Store dele af gælden er dog optaget i variabelt forrentede lån, hvilket gør jordbruget følsomt over for rentestigninger," lyder det.

Ifølge Danmarks Statistik har der siden finanskrisen i 2008 været en vandring af lån fra eurolån til rentetilpasningslån i danske kroner.

Renteudgiften faldt med én mia. kr.

De samlede renteudgifter har Danmarks Statistik opgjort til 8,3 mi.a kr. i 2015 mod 9,3 mia. kr. kroner i 2014. Det svarer til et fald på 10,4 procent.

De danske landmænd havde i 2015 en bruttoproduktion på 74,5 mia. kr. mod 82,0 mia. kr. i 2014.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle