Merrild: Yngre landmænd får lettere ved at købe egen gård

En ny aftale om ekstra kapital til unge landmænd er gode nyheder til de mange unge, der gerne vil etablere sig indenfor erhvervet, mener Landbrug & Fødevarer.

Et sted mellem 50 og 75 ekstra yngre landmænd er i dag kommet tættere på at kunne købe deres egen gård. Det kan de som følge af en ny aftale mellem Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond (EIF). Aftalen betyder, at Vækstfonden kan give etableringslån for ekstra 180 millioner kroner.

Aftalen er godt nyt for de mange unge landmænd, der gerne vil etablere sig indenfor erhvervet, lyder det fra Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild:

”Det er meget positivt, at aftalen med EIF er faldet på plads, så successen med etableringslån til landbrug kan fortsætte. For indenfor landbruget er der et stort behov for flere generationsskifter og for flere nye, unge landmænd,” siger han.

I dag kan Vækstfonden yde de særligt risikovillige "Etableringslån til landbrug" i samarbejde med Landbrug og Fødevarer samt en stor gruppe af Finansrådets medlemmer for op til 175 millioner kroner. Lånerammen for aftalen mellem Vækstfonden og EIF er 180 millioner kroner, og det giver mulighed for, at flere unge landmænd kan blive gårdejere for første gang.

Med udvidelsen får Vækstfonden mulighed for at yde etableringslån på de yderste 15 procent af landbrugsejendommen, mod hidtil 10 procent.

Aftalen er et af de initiativer, som regeringen fremlagde i forbindelse med udspillet "Vækst og Udvikling i hele Danmark" i november 2015.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle