Miljøstyrelsen kræver Muleby-gyllebeholdere i sagkyndige hænder

Miljøstyrelsen kræver nu, at kontrollanter har særligt kendskab til Muleby-beholdere i forbindelse med en kontrol.

Det sker efter at en ældre gyllebeholder fra producenten Muleby i sommeren 2015 kollapsede , hvilket efterfølgende gav stor omtale af beholderkontrolordningen - ikke mindst i LandbrugsAvisen.

Den nærmere undersøgelse af de faktiske omstændigheder relateret til Muleby-beholdere af ældre dato har givet anledning til, at bestyrelsen for beholderkontrolordningen har udsendt en skrivelse til alle beholderkontrollanter, meddeler Miljøstyrelsen.

Bestyrelsen stiller således nu krav om, at kontrollanter ved kontrol af Muleby-beholdere skal anbefale brugeren at rette henvendelse til en kontrollant/firma med særligt kendskab til Muleby-beholdere med henblik på en vurdering af behov og muligheder for forebyggende handlinger.

Beholderkontrollanten er alene forpligtet til at anbefale brugeren at rette henvendelse til en kontrollant med særligt kendskab til Muleby-beholdere i den udstrækning, kontrollanten ikke selv har den fornødne viden om beholdertypen, hedder det.

Orientering af kommuner og brugere af Muleby-beholdere

Kontrollanten skal indskrive anbefalingen i kontrolrapporten, så det er synligt for den kommunale tilsynsmedarbejder, at brugeren er blevet anbefalet at rette henvendelse til en kontrollant med særligt kendskab til Muleby-beholdere.

Kontrollanten skal i forbindelse med kontrollen også aflevere en advarsel til brugeren af beholderen med en beskrivelse af problemet med Muleby-beholdere samt en anbefaling om, at brugeren får udarbejdet en vurdering af behovet for at få foretaget forebyggende foranstaltninger på beholderen.

Kollaps i sommer

Den Muleby-beholder, der kollapsede i sommeren 2015, var af ældre dato og undersøgelser, der er foretaget af sekretariatet for beholderkontrol under Teknologisk Institut, har konkludereret, at årsagen til beholderkollapset primært skyldes misligholdelse af beholderkontrollen - og at der altså ikke har været foretaget det nødvendige vedligehold og reparation på beholderen.

Det har således ikke været muligt at påvise en sammenhæng mellem årsagen til dette kollaps og tidligere kollaps af Muleby-beholdere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle