Nemmere at arve gården - ny regering vil fjerne "dødsskatten"

Den nye regering lægger op til helt at fjerne arveafgiften frem mod 2025. Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, har konsekvent kaldt arveafgiften for dødsskatten.

Dødsskatten.

Sådan har Det Konservative Folkeparti konsekvent kaldt arveafgiften. En skat på at dø. Nu er det skrevet ind i VLAK-regeringens grundlag, at arveafgiften skal falde gradvist og helt forsvinde i 2025.

Det glæder Frederik Luttichau, formand for Landbrug & Fødevarers Sektion for Større Jordbrug, der kalder det overordentligt positivt for landbruget, hvis afgiften forsvinder.

”Det glæder mig meget. Det har været en af vores mærkesager, og vi har pointeret, at det er et vigtigt problem for os, og jeg er glad for, at de har lyttet til os,” siger han til Landbrugsavisen.dk.

Sidste år vedtog Venstre-regeringen som led i finanslovsaftalen sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative, at arveafgiften gradvist skal sænkes til fem procent i 2020. Det nye er, at regeringen går efter en fuld afskaffelse i 2025.

”Det er meget kritisk for en ny landmand, at han eller hun skal starte ud betale staten op til 15 procent i afdrag. Det går ud over andre investeringer og tager kraften fra dem på et vigtigt tidspunkt. Gældsbyrden er et grundlæggende problem i landbruget, og derfor vil det have stor betydning, og det er godt, at de tager fat i lige præcis den problematik,” siger Frederik Lüttichau.

Ned med gennemsnitsalder

Samtidig har arveafgiften været medvirkende til at gennemsnitsalderen for en fuldtidslandmand er oppe på 62 år, og den er stigende.

”Det er ved at blive et problem for landbruget, og det er indlysende, at der forskel på eksempelvis investeringsniveauet, når man er 62 år, end når man er yngre,” siger Frederik Lüttichau.

Han påpeger også den positive indvirkning på landbrugets konkurrenceevne.

”Vi konkurrerer direkte med lande som Tyskland og Sverige, og så er det vigtigt med lige vilkår. Så sammen med en lavere gældsbyrde og flere nye kræfter vil det være meget positivt,” slutter han.

LandbrugsAvisen har tidligere beskrevet, hvordan tyske landmænd kun betaler en stempelafgift på 18.500 kr.

Venstre, Konservative og Liberal Alliance har tidligere, i 2013, foreslået, at arveafgiften skulle fjernes. Vurderingen var, at det ville koste en milliard kroner om året. Uenighed om arveafgiften fik blå blok til at forlade vækstforhandlingerne med den daværende SRSF-regering.

Sidste år vedtog Venstre-regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative, at arveafgiften gradvist skal sænkes til fem procent i 2020. Det nye er, at regeringen går efter en fuld afskaffelse i 2025.

Faktaboks

Det står der i grundlaget

"Danmark har gavn af vores familieejede virksomheder. De bidrager til vækst og skaber kontinuitet i en foranderlig verden. Regeringen vil derfor lette skatten, når virksom­heder skal igennem et generationsskifte. Desuden vil vi indføre anvendelige, fleksible og robuste regler for succession til erhvervsdrivende fonde. Vi har allerede besluttet at sænke afgiften gradvist fra 15 pct. til 5 pct. i 2020, når en virksomhed overdrages til næste generation i familien eller en erhvervsdrivende fond. Regeringens ambition er at tage det sidste skridt frem mod 2025, så der ved overdragelse af en virksomhed slet ikke skal betales bo- og gaveafgift eller overdragelsesafgift."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle