Nordea: Hver femte af vores landbrug i risikozonen

Nordea øgede i andet kvartal deres hensættelser til tab i landbruget.

Nordea sætter i nyt regnskab for andet kvartal ekstra 80 mio. kr. af til tab i landbruget, så den samlede hensættelse er på 2,2 mia. kr.

Det er ud af et udlån på 16 mia. kr. til danske landbrug.

"Jeg har læst flere landbrugskreditter som formand for kreditkomitéen end jeg har lyst til. Mens 20 pct. af vores landbrugskunder er i risikozonen, har 80 pct. det okay-ish," siger Peter Lybecker, direktør for Nordea Danmark, til Dagbladet Børsen.

"Efter vores mening er der fortsat grundlag for et rentabelt og godt landbrug i Danmark, som vi vil medvirke til at sikre. Vi kommer til at tabe nogle penge på vejen, men dette er lån, som vi har givet med åbne øjne," siger Peter Lybecker.

Aktieanalytiker i Jyske Bank Thomas Eskildsen fastslår, at de danske banker vil skulle realisere tab.

"Indtil videre har man forsøgt at parre problemfyldte landbrug med relativt sunde landbrug. Men der er jo ikke et uanet lager af sunde landmænd, der har appetit på opkøb. Og appetitten er ved at slippe op," siger Thomas Eskildsen til avisen.

Ifølge ham er Jyske Bank, Spar Nord, Sydbank og Vestjysk Bank især eksponeret mod landbrug.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle