Nu skal fødevareproducenter selv teste for salmonella

Nyt analysekoncept skal påvise fødevarebakterier på slagtegangen.

Laboratorieanalyser er en omkostning for fødevareproducenter, når de skal opretholde fødevaresikkerheden og undgå f.eks. Salmonella- eller Listeriaudbrud.

Derfor vil et nyt samarbejde mellem DTU, Dianova, Danish Crown og Dansk And introducere et analyseredskab, der skal gøre det muligt for en fødevareproducent selv at teste fødevarerne for bakterier og dermed spare dyr laboratorie- og transporttid. 

NaturErhvervstyrelsens støtteordning GUDP (Grønt Udviklings og Demonstrationsprogram) støtter projektet med 6,6 mio. kr. Projektet løber over en tre-årig periode.

Test tager en halv time

Den danske fødevaresikkerhed er meget høj. Alligevel hører man med mellemrum om f.eks. Salmonella- eller Listeriaudbrud. Det kan der være mange årsager til, men en af de væsentligste årsager er, at kontrol af både råvarer og færdige produkter begrænses af tiden til laboratorieanalyser.

”Når en fødevarevirksomhed indgår en aftale med et supermarked om at levere kylling, så kan supermarkedet kræve en garanti på, at kyllingen er uden Salmonella og lignende. Det fører til, at fødevareproducenten bruger op til tre dage på at få kødet testet, indtil det kan frigives og lægges i kølediskene hos supermarkedet.

Og når en typisk kylling kun har en holdbarhed på syv dage, så ender kyllingen i sidste ende jo kun med at have fire dages holdbarhed og bliver derfor mindre konkurrencedygtig i forhold til kyllinger uden test,” siger adm. direktør, Mogens Madsen fra Dianova.

 Normalt udføres analyser i et stort laboratorium. Men DTU og Dianovas projekt vil udvikle et analyseredskab, der gør det muligt at lave analyser uden et decideret laboratorium.

Analyseredskabet skal indeholde laboratoriets komponenter, blot i en miniudgave, der skal stå hos produktionsvirksomheden. Det kommer til at bestå af en chip, der fylder ca. 2 gange 8 centimeter, og som indeholder en teknik, der kan teste produkterne, som i et rigtigt laboratorium. Det tager kun en halv time at lave testen, oplyser Dianova.

 


 

 

 

 

 

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle