Rådgivere: Banker kræver oftere fremmed kapital for at redde landbrug

Landbrugsrådgivere oplever, at flere landmænd skal finde penge til investeringer andre steder end hos banken.

"Vi kan låne dig halvdelen, hvis du finder de resterende penge et andet sted."

Den sætning får flere landmænd at vide, når de vil låne ekstra penge i deres bank, siger otte ud af 11 landbrugsrådgivninger, som landbrugsavisen.dk har talt med. Meldingen er, at flere og flere landmænd ikke længere kan forvente det fulde beløb fra banken og skal ud og finde fremmed kapital i en meget lille pulje af private investorer.

Sønderjysk Landboforening er en af de landbrugsrådgivninger, der kan mærke udviklingen.

"Jeg føler klart, at der er sket en stigning i landbrugskunder, der søger lån i banken, men får at vide at banken ikke kan låne det fulde beløb til landmanden," siger vicedirektør hos Sønderjysk Landboforening, Carsten Hansen. 

Han mener, at udviklingen sker, eftersom mange landbrug er presset af lave afregningspriser – og Finanstilsynet presser bankerne til at nedskrive på nødlidende landbrug i deres portefølje.

"Så nu er de blevet mere tilbageholdene, når de låner ud," siger Carsten Hansen.

Hos LMO – landets største rådgivningscenter - er oplevelsen, at alle økonomirådgivere sidder med kunder, der oplever, at banken ikke vil bevilge det fulde beløb til landmanden. Det er typisk landbrug, hvor driftsresultaterne har haltet, hvor bankerne kræver fremmed kapital, vurderer flere rådgivere.

Det er bedre end ingenting

Tendensen viser dog også, at bankerne er villige til at låne ekstra penge til landbrug, der ellers er nødlidende, pointerer virksomhedsrådgiver Bente Poulsen hos Gefion på Sjælland.

"I 2010-2011 var alt jo fastfrosset i bankerne. De lukkede for alle investeringer. Nu åbner de endelig op for lån igen, godt nok stiller de krav til fremmedkapital, men vi kan i det mindste komme videre, siger Bente Poulsen.

Kun to rådgivningsforeninger – Odsherreds Landboforening og Landbrugsrådgivning Syd har ikke oplevet en synderlig stigning i bankernes krav om fremmedkapital til landmanden. 

Fremmedkapital kan være private investorer, investeringsforeninger, vækstfonden eller sågar familie eller bekendte, der har lyst til at hjælpe. Mange rådgivere anbefaler Vækstfonden som en god løsning – og de oplever da også flere henvendelser fra landmænd.

I kan læse her, om stigningen af landbrugskunder hos Vækstfonden. 

 

Faktaboks

11 rådgivningscentre har svaret på den telefoniske henvendelse. 

8 af de har oplevet en stigning i landmænd, der ikke kan få udbetalt et fuldt lån til investeringer, hvor banken kræver fremmed kapital. 

7 af rådgivningscentrene har været i dialog med private investorer eller investeringsforeninger

Rådgivningscentre, der har svaret: LMO, Landbo Limfjord, Landbrugsrådgivning Syd, Lemvigegnens Landboforening, Centrovice, Landbo Syd, Sønderjysk Landboforening, Agrovi, Gefion, Odsherreds Landboforening, Bornholms Landbrug. 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle