Radikale: Klimakrav sammensat til ugunst for dansk landbrug

Det danske klimamål er ikke for højt, men andre landes mål er for lave, mener Andreas Steenberg, der erkender, det er en udfordring for landbruget.

Mens landbruget vånder sig over EU’s nye klimamål, hvor Danmark får de tredjestrengeste krav, så glæder den radikale klimaordfører Andreas Steenberg sig.

»Det er rigtig godt at få nedbragt udledningen af drivhusgas, og jeg synes ikke målene er for høje,« siger han til LandbrugsAvisen.

Samtidig erkender han, at det kan blive en særlig udfordring for dansk landbrug.

»Det er rigtigt, at landbruget har gjort meget, og det skal de have ros for,« siger han.

Det giver landbruget særlige udfordringer, fordi det fra 1990 til 2005 reducerede udledningen af drivhusgasser rigtig meget, men den reduktion tæller ikke med i det nye udspil til reduktioner fra EU. Andreas Steenberg mener da heller ikke, at fordelingen af byrden mellem landene nødvendigvis er retfærdig.

»Det er uretfærdigt for dansk landbrug, at man først regner fra 2005. Det kan godt være, at for eksempel polakkerne kunne gøre endnu mere, hvis de gjorde noget af det, Danmark har gjort allerede,« siger han.

I EU-udspillet skal Danmark reducere udledningen med 39 procent inden for landbrug, byggeri og transport, mens eksempelvis polakkerne skal reducere en tredjedel så meget, nemlig 12 procent.

»Jeg mener, at byrden er sat for lavt for andre lande, og at det er uheldigt, at nogen bare skal gøre det, vi allerede gør i Danmark. Så risikerer man jo, at danske producenter vælger at flytte produktionen til et andet land, hvor de bare kan producere, som de gør herhjemme i dag,« siger han.

Han mener dog stadig, det er vigtigt, at dansk landbrug omstiller sig.

»Udspillet fra EU er et wake up call om at komme i gang – i stedet for at udskyde det, sådan som man gør med landbrugspakken,« understreger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle