Rusland forlænger boykot af dansk svinekød

Præsident Putin forlænger det russiske forbud mod import af vestlige fødevarer frem til udgangen af 2017.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har onsdag underskrevet et dekret, der forlænger forbuddet mod at importere en lang række fødevarer fra vestlige lande. Det gælder blandt andet dansk svinekød.

Sanktionerne er forlænget frem til 31. december 2017 og omfatter mejeriprodukter, kød og de fleste andre fødevarer. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Forbuddet blev indført i 2014 som en reaktion på de sanktioner, EU og USA pålagde Rusland for landets annektering af Krim-halvøen i Ukraine i foråret samme år.

Den russiske regering svarede igen i august 2014 ved at indføre skrappe restriktioner på, hvilke landbrugs- og fødevarer der kan importeres fra EU-landene.

U har tidligere meddelt, at sanktionerne vil blive ophævet, når Rusland lever op til den våbenhvileaftale, som i februar sidste år blev indgået mellem Rusland og Ukraine.

Så sent som i sidste uge fortalte EU-ambassadører, at de var blevet enige om at forlænge deres økonomiske sanktioner mod Rusland frem til januar 2017. Det skete på grund af manglende fremskridt i den fredsproces, der skal afslutte kampene i det østlige Ukraine.

Konflikten i Østukraine har hidtil kostet flere end 9300 mennesker livet.

Handelsembargoen fra Rusland blev i 2015 forlænget med et år. I maj sagde den russiske regering, at den havde udarbejdet en plan for at forlænge den indtil 2018.

Embargoen omfatter blandt andet europæisk svinekød, hvilket har ramt de danske svineproducenter og slagterier hårdt.

Tidligere på året appellerede udenrigsminister Kristian Jensen (V) til russerne for at få fjernet det russiske importforbud, som han kaldte "ren chikane af danske produkter".
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle