Danske Markets har sænket kursmålet for Spar Nords aktier.
Spar Nord Bank er en af de store landbrugsbanker med et udlån på 3,6 mia. kr. (2014-tal) til landbrugssektoren, svarende til 7,9 procent af bankens samlede udlån. Og netop eksponeringen mod landbruget falder ikke i god jord hos Danske Bank.
Således sænker Danske Markets kursmålet for aktien i banken med 10 kr. til 70 kr. Anbefalingen er dog fortsat "køb", skriver finanswatch.dk.
"Vi ser stadig Spar Nord-aktien som attraktiv, men bankens kortsigtede indtjening vil sandsynlig blive påvirket af sin eksponering mod landbrugssektoren," skriver Danske Bank i en kommentar.
Aktien i Spar Nord var her kort før kl. 16 faldet til kurs 51,50 mod kurs 53 mandag morgen.