Storsejr: Landbrugsparti tromler alle andre partier

Litauens landbrugsparti ser ud til at gå fra at have 1 til 56 af parlamentets i alt 146 sæder .

Ved søndagens parlamentsvalg i Litauen har landbrugspartiet LPGU overraskende sikret sig flest stemmer. Det oplyser Elena Masvenaite fra den statslige valgkommission på baggrund af "næsten endelige resultater" ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dermed er den siddende socialdemokratiske regering på vej ud.

LPGU, der tidligere blot har haft en enkelt parlamentariker, ser ud til at få 56 af de 141 sæder i parlamentet.

De litauiske kristendemokrater i Fædrelandsforbundet står til 30 pladser, mens socialdemokraterne blot ventes at blive tildelt 17.

LPGUs kandidat til premierministerposten, tidligere politichef Saulius Skvernelis, har endnu ikke lagt sig fast på, hvem han ønsker at danne regering med.

"Vi vil gå efter en rationel koalitionsregering, og vi vil vælge folk, der ønsker at skabe ændringer," siger Skvernelis til litauisk tv søndag aften.

"Vi vil stå for gennemsigtig og ansvarlig politik," lyder det videre fra den formentlig kommende premierminister.

I sin tid som politichef blev Skvernelis kendt for at slå ned på korruption hos ordensmagten.

Parlamentsvalget er foregået over to valgrunder. 9. oktober blev der stemt om 70 ud af de 141 pladser i parlamentet. Her stemte vælgerne på partilister.

Søndagens anden valgrunde foregik via såkaldt flertalsvalg i enkeltmandskredse.

Et af de store temaer i valgkampen har været den store udvandring fra det baltiske land, der siden 2004 har været medlem af EU.

I dag bor der 2,9 mio. mennesker i Litauen. Det er 600.000 færre, end i årene før landet blev en del af EU.

Derfor har partierne i Litauen i valgkampen forsøgt at komme med svar på, hvordan der kan skabes vækst og job, så mange unge ikke forlader landet.

LPGUs officielle leder, milliardæren Ramunas Karbauskis, har blandt andet lovet at hæve lønningerne og stimulere væksten for at komme problemet til livs.

Faktaboks

Litauens landbrugsparti, LPGU

Over en tredjedel af sæderne i Litauens parlament ser ud til at tilfalde partiet LPGU.

Landbrugspartiet LPGU har sejret stort ved valget i Litauen. Her kan du læse mere om partiet med vokseværk.

* Landbrugspartiet ser ud til at få 54 af de 141 sæder i parlamentet ved valget i Litauen ifølge nyhedsbureauet AFP.

* Partiet har ifølge AFP særligt appelleret til folk, der er trætte af lave lønninger og udvandringen af arbejdskraft.

* LPGU har tidligere blot haft en enkelt parlamentariker.

* Partiets formelle leder er milliardæren Ramunas Karbauskis, der har tjent sin formue i landbrugsindustrien.

* LPGU's kandidat til premierministerposten er den tidligere politichef Saulius Skvernelis.

* Skvernelis er blevet landskendt for at slå ned på korruption hos ordensmagten. Han har desuden nedbragt dødeligheden på veje i Litauen ved at indføre færdselsbetjente på større veje i landet.

* Landbrugspartiet vil arbejde for at beholde det Rusland-forskrækkede Litauen solidt plantet i EU, eurozonen og Nato.

* LPGU har endnu ikke meldt ud, hvem det ønsker at danne regering med.

Kilder: Nyhedsbureauet AFP

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle