Vestjyllands Andel tabte omsætning

Trods fem procent lavere omsætning tjenes der fortsat gode penge i Vestjyllands Andel.

103 mio. kroner efter skat står på bundlinjen i Vestjyllands Andel, nu hvor regnskabsåret 2014/15 er gjort op.
Dermed har grovvarevirksomheden stort set ramt samme beløb som sidste år, hvor der var en halv mio. mindre i resultat.

Ser man derimod på omsætningen, så ligger den med 1,755 mia. kroner hele 5 procent under sidste år. Dette skyldes dog ikke fald i mængderne af hverken foder eller , men derimod fald i kornpriserne, oplyser direktør i Vestjyllands Andel Carsten Lauridsen.

Faktisk har andelsselskabet fået flere medlemmer; helt præcis har 47 flere tegnet medlemsskab i året, der er gået.
»Det er meget positivt, at vi kan blive ved at få flere og flere medlemmer, når der bliver færre og færre landmænd. Vi har aldrig oplevet tilbagegang i medlemstallet,« siger Carsten Lauridsen tilfreds.

Døtre leverer halvdelen af overskuddet

Sammen med Danish Agro har Vestjyllands Andel i en årrække købt selskaber op i ind- og udland.
Her har grovvareselskabet igen i år hentet en betydelig del af sin indtjening - nærmere bestemt 50 mio. kr. mod sidste års 48 mio. kr.

»Der hentes store gevinster hjem til vore ejere ikke bare som resultat i årsrapporten, men også i kraft af den fælles indkøbsstyrke, som selskaberne er med til at frembringe,« siger bestyrelsesformand Leif Haubjerg.

Udlodder

De 35 mio. kr. bliver nu udloddet til landmændene, mens resten af overskuddet konsolideres ind, så soliditeten dermed ligger på 58 procent. Det betyder en egenkapital på 647,9 mio. kr. mod 569,7 sidste år.

Udlodningen er omtrent på samme niveau som sidste år, hvor selskabet udbetalte 34.826.813 kr. til landmændene i overskudsbetaling. Året før, i 2012/13, udbetalte selskabet markant mindre, nemlig 30.145.081 kr.

De sidste 13 år har Vestjyllands Andel i alt tilbagebetalt 273 mio. kr., hvilket i gennemsnit svarer til 21 mio. kr. årligt.

Vestjyllands Andel har 16 afdeling i Midt- og Vestjylland, hvoraf der på de fire er foderfabrikker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle