17-årig erkender at have sat ild i maskinhal

En stor maskinhal fyldt med bigballer stod mandag aften i flammer. Nordjyllands Politi har sigtet en 17-årig, der har erkendt, at det var ham, der stod bag.

I går, mandag aften, brød en 600 kvadratmeter stor maskinhal fyldt med bigballer i brand. Branden fandt sted ved Præstbro syd for Sæby, hvor Nordjyllands Beredskab havde mellem 20 og 25 mand i arbejde.

Det fortæller Nordjyske Medier.

Nu har Nordjyllands Politi efterforskning ført til anholdelse af en 17-årig fra lokalområdet.

"Han har erkendt, at det var ham, der satte ild på. Han er blevet afhørt og løsladt igen. Men han er altså fortsat sigtet for ildspåsættelse", siger vagtchef Bruno Brix.

Branden blev anmeldt klokken 19:11. Ifølge indsatsleder Dorte Krogh fra Nordjyllands Beredskab var bygningen helt overtændt, da brandfolkene ankom til stedet. 

"Vi har fået begrænset ilden, så den ikke spreder sig til andre bygninger, så nu sørger vi for en kontrolleret nedbrænding", sagde indsatslederen mandag aften.

Ingen dyr eller mennesker har været i fare i forbindelse med branden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle