2,5 mio. kr. fra Realdania til stort landbrugscenter

Agro Food Park i Skejby har vokset sig så stort, at det nu skal have en 'masterplan'.

Agro Food Park i Skejby har vokset sig stort de sidste fem år. Lige nu er Arla i gang med opførelsen af sit nye globale innovationscenter, og Aarhus Universitet planlægger at flytte sin fødevareforskning til Agro Food Park.

Nu rummer det 55 virksomheder med cirka 1.000 medarbejdere. Derfor vil Agro Food Park udvikle en 'masterplan', altså en drejebog for udviklingen. Det støtter Realdania med 2,5 mio. kr.

"Målet er at sikre optimale rammer for Agro Food Parks videre udvikling til et europæisk kraftcenter for fødevare- og landbrugsinnovation," siger Jan Mousing, formand for Agro Food Park.

Masterplanen skal blandt andet finde de optimale måder at udnytte infrastrukturen, for eksempel den kommende letbane, til at knytte Agro Food Park til de øvrige innovationsmiljøer i Aarhus. Og så er der planer om et besøgscenter, hvor forbrugerne kan blive klogere på fødevarerne, deres oprindelse, egenskaber og tilberedning.

"Med den voksende interesse for mad og gode råvarer, så er det en oplagt idé, og sådan en institution skal naturligvis ligge i Agro Food Park," siger Jan Mousing.

Programchef i Realdania Stine Lea Jacobi siger om Realdanias engagement i masterplanen for Agro Food Park:

"Med en gennemtænkt masterplan kan vi øge værdien af de meget store investeringer, der lægges i Agro Food Park. Det betyder ud over en god infrastruktur, at vi også får tænkt det omkringliggende landskab ind. På den måde understøtter vi både rammerne for vækst og sikrer de landskabelige og rekreative værdier."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle