25 småøer er affolket de sidste 50 år

Nicheproduktion af lokale fødevarer kan være med til at holde liv i de små øsamfund.

Det går tilbage for de danske småøer. De sidste 50 år er ca. 25 småøer blevet affolket, det viser tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til, at der i gennemsnit er en af øerne, der lukker og slukker hvert andet år.

Folketallet på øerne vil efter alt at dømme fortsætte med at falde i de kommende år. Hvis man ser på de kommuner, der har den største andel af beboere over 60 år, ligger Læsø, Ærø, Samsø, Langeland og Fanø i toppen med over 40 procent af befolkningen over 60 år. Det er mere end dobbelt så stor en andel som i København og Aarhus.

Hvis man ser på, hvilke kommuner, der de sidste 10 år har haft den største tilbagegang i befolkningen, er det igen ø-kommuner som Lolland, Læsø, Samsø, Langeland, Bornholm og Ærø, der topper listen.

På de øer, hvor der i dag bor under 10 personer, er folketallet i snit faldet med mere end 80 procent de sidste 50 år, og på øer med under 100 beboere er antallet faldet med 60 procent. Selv på øer med op til 10.000 beboere er folketallet gået kraftigt tilbage.

Delte meninger

Der er delte meninger om, hvad man skal stille op med de små øer.

Da regeringen sidste år ville sænke færgetaksterne for at gøre det billigere at bo og drive virksomhed på de danske øer, fik det lektor Jørgen Møller, Aalborg Universitet, til at foreslå at lukke de mindste øer ned og sætte dem til salg.

Det forslag har dog ikke vundet den store tilslutning hverken fra politikere eller andre.

Professor Anne-Mette Hjalager, SDUs Center for Landdistriktsforskning, ønsker ikke at forcere affolkningen af de små øer, selv om hun erkender, det er den vej, det går.

»Der er kun en vej desværre. Det er vanskeligt at opretholde levevilkår og drive samfund på de små øer,« siger hun.

Samtidig gør hun opmærksom på, at der ikke er noget, der forhindrer udvikling på øerne for eksempel med fødevarer i småskala, hvis bare der er nogle ildsjæle. Som eksempler nævner hun Sejerø gæs, økologisk is og frugt fra Strynø og bryghuset på Fur.

Så mener hun i øvrigt, at der er behov for innovation i forhold til vanetænkningen omkring den traditionelle færgefart for eksempel med mindre og hurtigere fartøjer til persontransport.

Bedre vilkår

Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd, håber heller ikke, at småøerne bliver affolket. Han mener i modsætning til Jørgen Møller, at der er behov for at sikre bedre vilkår for øerne med hensyn til trafikal ligestilling, erhvervsudvikling og bedre mobil- og fiberdækning samtidig med, at der er behov for at sikre en god service og fremme turismen.

Han vil dog ikke afvise, at det kan være relevant at finde andre løsninger for nogle af øerne som for eksempel at sælge til velhavere eller til jagt- og fritidsejendomme, men det kan også være specielle afgrøder eller animalsk produktion, og nogle øer egner sig måske bedst til at blive udlagt som naturområder, mener han.

Fortrøstningsfuld

Dorthe Winther, der er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, er knap så pessimistisk.

»Der er blevet færre beboere på småøerne, ja, men de er ikke lukket. Det er samme problematik med fraflytning som i landdistrikterne.

Det er de primære erhverv som landbrug og fiskeri, der forsvinder, men så må man jo finde på noget andet for eksempel andre fødevarer,« siger hun.

Som eksempel nævner hun Fejø, der nu laver most og cider og leverer frugt hele året. Det giver en højere værdi og mere beskæftigelse.

»Det handler om nicheproduktion af lokale fødevarer med en historie,« siger hun.

Hun ser også muligheder i turisme og hjemmearbejdspladser, hvor man for eksempel arbejder hjemme nogle dage om ugen, men det kræver stabile netforbindelser.

»Jeg er fortrøstningsfuld. Jeg er lærer og flyttede selv med hele familien til Omø. Det har givet os en masse kvalitetstid sammen og nogle rigtig gode år, men det kan da godt være, at vi flytter igen, når børnene bliver større,« siger Dorthe Winther.

Hun forestiller sig, at man tilsvarende kan lokke andre børnefamilier til at bo på småøerne i en periode ved at tilbyde dem lejeboliger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle