25.000 jægere blæser på lovpligtig indberetning

30 pct. af de danske jægere har i de senere år undladt at foretage den lovpligtige indberetning af vildtudbytte. Nu skærpes loven, så jægerne tvinges til at indberette.

Fra årsskiftet har danske jægere kun kunnet få fornyet deres jagttegn, hvis de foretager den lovpligtige indberetning af vildtudbytte for det foregående år.

Det er konsekvensen af en lovændring af lov om jagt og vildtforvaltning, som er trådt i kraft 1. januar 2015. Lovændringen skal sikre, at flere jægere fremover indberetter, hvad de har nedlagt i årets løb.

Skal sikre overblik

Baggrunden for lovændringen er, at et faldende antal jægere i de senere år har efterlevet lovens krav om, at de hvert år skal indberette, hvor meget vildt, de har nedlagt i årets løb.

Det er et problem, da indberetningerne skal sikre, at der er overblik over vildtbestandene, ligesom de udgør grundlaget for fastsættelsen af jagttider.

Det faldende antal indberetninger har derfor fået Miljøministeriet til at fremsætte forslag om en lovændring, som nu er vedtaget og trådt i kraft.

Lovændringen kobler pligten til at indberette vildtudbytte sammen med udstedelsen af jagttegn. Målet er at sikre en højere indberetningprocent.

Blev ikke anmeldt

Selvom indberetningerne i princippet allerede er lovpligtige, har det ikke været praksis i Naturstyrelsen at anmelde de manglende indberetninger til politiet.

Det forhold var torsdag genstand for et samråd i Folketingets Miljøudvalg, hvor Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti, kritiserede, at Naturstyrelsen ikke har gjort nok for at håndhæve loven, f.eks. ved at anmelde de manglende indberetninger til politiet.

Men det ville ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl være at skyde gråspurve med kanoner, at anmelde 25.000 jægere til politiet.

Hellere give påmindelse

»Jeg mener ikke, at offentlige myndigheder SKAL politianmelde små overtrædelser, som måske skyldes en forglemmelse, før man har prøvet andre muligheder. Hvis man kan håndtere det på andre måder – f.eks. ved en påmindelse – skal man prøve det først Det er langt bedre at give et incitament end at kriminalisere 25.000 mennesker,« sagde miljøministeren.

Hun understregede, at sagen stiller sig helt anderledes, hvis der er tale om krybskytteri, jagt på fredet vildt - eller overtrædelser af reglerne om beskyttet natur.

»Derfor har jeg stillet forslag om, at vi skærper bødestraffen for at ødelægge vores § 3 arealer. Jeg synes ikke, de nuværende sanktioner stemmer overens med den forbrydelse, det er,« sagde Kirsten Brosbøl ved dagens samråd.

Emneord

jagt

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle