Finansminister vil ændre regler for ekspropriation

Lars Løkke Rasmussen mener, at det er gået for vidt med kommunernes ekspropriation.

Sagen om en landmand i Sønderjylland, der var ved at blive tvunget af kommunen til at sælge sin jord til tøjkoncernen Bestseller for en pris under markedsværdien, får nu regeringen til at slå bremsen i over for kommunernes ekspropriationer.

"De er ganske enkelt gået for vidt," melder finansminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Berlingske Tidende.

Sammen med to ministerkolleger kommer han med forslag til markante opstramninger og større erstatninger.

"Det handler om at få moderniseret det samlede regelsæt omkring ekspropriation. Og grundlæggende handler det om at sikre, at der er respekt omkring privat ejendomsret og få sat en stopper for, at man kan ekspropriere til stadig flere formål. Hvis en sag ender med ekspropriation, så skal vi sørge for, at det ender med en ordentlig erstatning," siger finansminister Lars Løkke Rasmussen.

Arbejdet med de nye forslag forventes færdigt om halvanden til to måneder, så en ny lov kan være klar til at blive vedtaget i efteråret.

Meldingen kommer blandt andet, efter at Haderslev Kommune ville ekspropriere 42 hektar jord fra en landmand, så Bestseller kunne bygge et nyt logistikcenter.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle