Pølser i grønt til Grøn Koncert

I juli serverer Tulip grønne pølser til de otte Grøn Koncert-arrangementer.

Guld og grønne pølser, seks stykker grønt om dagen. Udtryk som disse kan Tulip uden problemer bruge til sommer. De serverer nemlig grønne pølser til årets Grøn Koncert-turné, hvor de i forvejen er sponsorer. Her kan koncertgæsterne købe de grønne pølser hos fire almindelige Tulip-pølsevogne. Eva Nautrup, innovationsdirektør i Tulip, har været med til at udvikle pølserne.

"Vi er jo ikke kendt for at lave fis og ballade, så jeg er sikker på, at nogle kunder vil sige: 'Jamen I er da heller ikke rigtig kloge'," forklarer hun.

Ingen forskel på

rød eller grøn smag

Pølserne er farvet af et udtræk fra grønne blade, som er den samme som farver vingummibamser grønne. Eva Nautrup lover dog, at den grønne farve kun kan ses og ikke smages.

"Det er jo bare en rød pølse, som er grøn. Hvis du lukker øjnene, kan du ikke smage forskel."

Den grønne pølse blev til

De grønne pølser blev diskuteret for første gang i Tulip for et år siden, men det er ikke så længe siden, projektet blev en realitet.

"Anne Villemoes (kommunikationsdirektør i Danish Crown, red.) og jeg sad en eftermiddag for ikke så længe siden og snakkede om pølserne. Her blev vi enige om at teste, om det kunne lade sig gøre. Allerede en uge efter havde jeg lavet den første prøve," forklarer Eva Nautrup.

Desuden regner Eva Nautrup med, at de grønne pølser skal sælges i Dansk Supermarked i en afgrænset periode.

Se turnéplanen her: groenkoncert.dk/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle