Grubning og dybdeharvning kan gøre mere skade end gavn

Maskinkraft og stål alene kan ikke skabe en god jordstruktur. Det kan kun en biologisk proces, fremhæver speicalkonsulent i reduceret jordbearbejdning Claus Mose, Gefion.

"Landmænd, der ikke har pløjet i årtier, opnår fine resultater med en forbavsende beskeden maskinindsats.

Med reduceret jordbearbejdning er trækkraftbehovet reduceret, så der spares brændstof. Derfor kan traktorer og maskiner være mindre og lettere."

Det siger specialkonsulent i reduceret jordbearbejdning, planteavlskonsulent Claus Mose, Landboforeningen Gefion. Claus Mose er tilknyttet Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK).

"Årsagen er primært driftsledelse måske kombineret med ukrudtsproblemer som følge af sædskiftet. Ved driftsledelse skal forstås, at reduceret jordbearbejdning til tider kræver tålmodighed og 'is i maven'. Når det for eksempel regner, skal man indstille harvning og såning. Med plov og harvesåsæt var man ikke afhængige af vejrforholdene på samme måde.

Dertil kommer, at mange må begynde den reducerede bearbejdning med en jordstruktur der er forringet som følge af pløjesål og pakning. Jorden kan tilmed mangle organisk materiale, så den biologiske aktivitet er begrænset eller mere eller mindre fraværende," siger Claus Mose.

Ond cirkel

"Mange jordtyper, især de lerholdige, kan efterhånden forarmes, når man i en årrække har kørt med for store traktorer og for tunge maskiner. Jorden vil i så fald blive vanskeligere at dyrke, samtidig med at udbytteniveauet stagnerer. Det vil forstærkes i takt med, at halmen konsekvent fjernes, og jorden ikke tilføres tilstrækkelige mængder organisk materiale i form af for eksempel efterafgrøder og staldgødning.

Der kan i så fald opstå en ond cirkel, der kan brydes ved reduceret bearbejdning, gerne kombineret med at sædskiftet ændres til det bedre," siger Claus Mose.

Dybt kan være farligt

"Dybdekultivering kan være nødvendigt i visse situationer. Men det må kun ske, når de rette betingelser er til stede. Som følge af pakning og pløjesål kan man få det indtryk, at jorden trænger til at blive løsnet under pløjedybde, hvilket også kan være en korrekt opfattelse. Det er forståeligt, at nogle landmænd ophører med at pløje og derfor anskaffer en kraftig tandharve, der kan løsne jorden i dybden. Men grubning og dybdekultivering er en farlig proces, der kan forværre situationen," siger Claus Mose og tilføjer:

"Hvis jorden er for fugtig i dybden, vil der ske en sammenkitning af de luftporer, revner og sprækker, der trods alt findes. Der kan også dannes en såkaldt harvesål eller glitning, når jorden er for fugtig. I så fald kan man gøre mere skade end gavn," siger Claus Mose.

Undgå ukritisk grubning

"Når en løsning i dybden sker ved passende jordfugtighed, ser vi, at rapsplanternes rodnet hurtigt etableres i dybden. Det vil sige, at revner og sprækker udfyldes med organisk materiale til fordel for jordstrukturen og den efterfølgende afgrøde.

Fordelen ved grubbesåning er også, at den nyligt løsnede og tilsåede jord ikke skal overkøres efterfølgende. Derfor sker der ikke en genpakning, før afgrøden etablerer rodnettet.

Men grubbesåmaskinen bør ikke bruges ukritisk af lignende årsager som ved dybdekultivering. For dyb bearbejdning kan ikke alene være skadeligt. Det er også dyrt i brændstof. Bliver det et vådt efterår, for eksempel, skal man lade være med at bruge grubbersåmaskinen på lerjord. Når jorden er i god kultur og uden pakning, er dyb bearbejdning i princippet unødvendig."

Biologi påkrævet

"Det er vigtigt at gøre sig helt klart, at en vedvarende forbedring af jordstrukturen kun kan ske ved en biologisk proces. Det er umuligt at etablere en god jordstruktur alene ved maskinkraft og stål.

Ved reduceret bearbejdning skal tilstræbes, at jordens indhold af organisk materiale øges ved at efterlade halm, efterafgrøder eller andet. Dermed kan også etableres en god bestand af stor regnorm, der perforerer jorden i dybden så jorden afdrænes bedre. Den gunstige tilstand indebærer også, at jorden bliver mindre tørkefølsom.

Erfaringer viser også, at jordens bæreevne forbedres, så der ikke så nemt sker pakningskader ved kørsel med for eksempel tunge mejetærskere og kornvogne," siger Claus Mose.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle