Første høst af pil gav 10 ton tørstof

Claus Hestholm, Vestfyn, dyrker 12 hektar pil i det fynske pileprojekt og er godt tilfreds med første høst.

"Jeg er godt tilfreds. Vi høstede cirka 10 ton tørstof pr. hektar pr. år, og det er udmærket for første høst. Men vandindholdet på 55-57 procent var lidt højere end forventet."

Det siger Claus Hestholm, der driver cirka 165 hektar ved Assens på Fyn, heraf 12,3 hektar med pil til Assens Fjernvarme. Han mener, at det høje vandindhold i flisen skyldes det milde vejr indtil jul, som har holdt afgrøden i vækst usædvanligt længe.

Matcher hvede

Halvdelen af pilearealet blev plantet i 2009, og den del stod til høst i år, hvor Claus Hestholm naturligvis var spændt på resultatet af sin første pilehøst, der blev foretaget af Stadil Maskinstation med en Claas Jaguar finsnitter på bælter.

"Jeg håber, at vi kommer op på 12 ton tørstof om året i årene fremover, som forsøgene viser. Tilvæksten skulle blive størst, når pilen er 12-15 år og står med optimal rodvækst," siger Claus Hestholm.

"Ved 12 ton tørstof pr. hektar vil pil kunne konkurrere med hvede til 120-130 kroner pr. hkg, og det er tilfredsstillende på de lidt ukurante arealer, som pilen dyrkes på. Desuden er der jo ikke meget arbejde i det, selv om pil naturligvis også skal passes."

Pudser og gødsker

Noget arbejde er der, konstaterer Claus Hestholm. Han skal nu have pudset stubben af på det høstede areal for, at de nye skud skyder helt nede fra jorden og ikke fra enderne af stubben. Han håber, at hans brakpudser kan klare opgaven.

Desuden skal pilearealet nu have gylle i flere omgange op til de 120 kg N, som er normen. Den halvdel af pilearealet, som blev plantet i 2010 til første høst næste år, skal også gødes, men her forsøger han sig med flydende gødning, selv om pilen er flere meter høj.

"Pilekvistene er så bløde, at de blot bøjer sig for bommen, når vi kører ind med sprøjten," siger Claus Hestholm, der anser sig selv for at være i lære som piledyrker.

"Jeg mener, vi har lært, at en tung pilehøster på bælter på frossen jord ikke er den optimale løsning. Måske skal vi frem til at høste med en fælles pilehøster her på Fyn."

Fordomme bekræftet

Miljøkonsulent Kristian Petersen, Patriotisk Selskab, er rådgiver omkring det fynske pileprojekt på i alt 263 hektar, hvoraf cirka 80 hektar høstes i år.

"Godt halvdelen af arealet er høstet, og at vi har kunnet køre på frost har været alfa og omega for resultatet. Hvis vi havde haft regn og tø, ville en stor del ikke have kunnet høstes," siger Kristian Petersen.

Han mener, at den første fynske pilehøst bekræfter alle fordomme om dyrkningen af pil - både de negative og de positive.

"Høsten er et kapitel for sig, som vi skal have løst. Ellers ser vi bekræftet, at på en gammel brakmark og med utilstrækkelig pasning opnår man langt fra de resultater, som pil kan give. Men eksempelvis hos Claus Hestholm, hvor pilen er passet og ikke ligger på blandet jord, opnås udbytter, som det var forudset," siger Kristian Petersen.

Om et par uger forventet han, at der kan siges mere eksakt om erfaringerne og resultaterne fra den første fynske pilehøst.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle