Eksplosiv vækst hos Næsbjerg Foderstofforening

Næsbjerg Foderstofforening er vokset i omsætning på 82 mio. kr. til over 223 mio. kr. på fem år.

Det jyske Andelsselskab Næsbjerg Foderstofforening har på fem år næsten tredoblet sin omsætning. Fokus på optimering i produktionen, øget medarbejderarrangement og en ny fabrik er hemmeligheden.

»Det går da godt. Vi producerer mere og mere foder, og vi får hele tiden nye kunder. Det må betyde, at vores produkter er af en høj kvalitet og vores priser rimelige,« siger forretningsfører i Næsbjerg Foderstofforening, Niels C. Justesen.

»Vi har haft stort fokus på vores omkostninger. Vi har investeret i en varmeveksler til vores dampanlæg, der sparer op til 30 procent af gasforbruget, ligesom vi har været meget opmærksomme på energiforbruget generelt. Vi genbruger meget af varmen fra vores produktion til at holde temperaturen i lokalerne,« siger han.

Næsbjerg har også brugt ledelsesværktøjet LEAN med stor succes, og sat daglige rutiner og opgaver i system med hjælp fra medarbejderene.

Vokset med 25 procent i år

Med en stigning i omsætningen på godt 45 mio. kr. i år, må regnskabsåret 2012/13 siges at være godkendt.

»Væksten skyldes et godt og ensartet produkt og en god service. Men også, at vi tager alle kunder ind, om de er små landmænd eller store producenter. Og når de først har bestilt hos en gang, kommer de altså igen,« siger han.

I 2011 købte de en foderfabrik i Nordenskov af Danish Agro. Det tog på egenkapitalen og krævede en tur i banken. Det betyder, at egenkapitalen er godt 15 mio.kr., og balancen 74 mio. kr.

»Vi har inkorporeret købet af fabrikken og fastholdt væksten, og holdt et ensartet produkt af høj kvalitet. Jeg synes, regnskabet viser, at vi er kommet for at blive. Og det er korrekt, at egenkapitalen er blevet mindre i forhold til balancen, men jeg ser ikke et stort behov for at konsolidere i de kommende år. Egenkapitalen skal vokse stille og roligt, som den gjorde sidste år, men det betyder ikke noget for vores andelshavere. De vil ikke få udbetalt mindre, vi har fundet pengene ved at optimere andre steder,« siger han.

Han forventer heller ikke, at den heftige vækst fortsætter næste år.

»Det er bedre at være lille og hurtig, end stor og doven. Vi har ingen planer om at vokse helt vildt. Vi køber ikke en ny fabrik næste år. Vi skal fokusere på det vi har,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle