Ti dage i fængsel for at rense tagrende

En uventet afgørelse i byretten betyder, at landmand slipper med en bøde på 10.000 kr. eller ti dage i fængsel.

Det var en glædens dag i byretten i Roskilde i fredags for gårdejer Niels Kristensen, der stod anklaget for at have overtrådt Arbejdsmiljøloven, da han rensede en tagrende.

To uger tidligere havde byrettens dommer tilsidesat Arbejdstilsynets påstand om en bøde på 25.000 kr., frikendt Niels Kristensen i fire af fem anklagepunkter, og besluttet at statskassen skal betale for Niels Kristensens advokat.

I stedet for bøden på 25.000 kr. nedsatte retten bøden til 10.000 kr., som kan forvandles til ti dages fængsel.

Og i fredags udløb så anklagemyndighedens frist for at anke dommen. Anklageren undlod at anke, og Niels ’slap’ med en bøde på 10.000 kr.

»Det er jo næsten som at vinde. I hvert fald er det mere end en halv sejr, og Arbejdstilsynet og anklagemyndigheden tabte sagen stort,« siger Niels Kristensen, der driver et landbrug i Tvindelstrup syd for Ringsted.

Praksis i 40 år

I dommen lagde retten vægt på, at der ikke var sket nogen skade, at der ikke tidligere var givet et påbud, at der ikke er påvist nogen nævneværdig økonomisk fordel, og at der ikke var handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Sagen startede en novemberdag i 2011, da en tilfældigt forbipasserende fra Arbejdstilsynet så Niels Kristensen stå i en frontlæsser og rense en tagrende i 2,85 meters højde.

For Niels var der intet usædvanligt i situationen. Det er sådan, han har renset tagrender, siden han fik sin første frontlæsser for fyrre år siden. Men Arbejdstilsynet stoppede op, tog et billede og fik politiet til at rejse tiltale for overtrædelse af Arbejdsmiljøloven.

»Jeg erkender, at jeg stod i frontlæsseren. Men jeg har ikke udsat nogen som helst for fare. Frontlæsseren er forsynet med en sikkerhedskasse, så siderne er cirka 115 cm høje, og det er komplet umuligt at falde ud. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig et sikrere sted at rense tagrende end i frontlæsseren,« siger Niels Kristensen, der både har prøvet at rense tagrende fra en stige og et mobilt stillads.

Burde være en bagatel

Han mener, at bøden på 25.000 kr. var helt hen i vejret, og bøden 10.000 kr. er alt for stor.

»Tænk på, at en bilist på landevejen 10 meter fra tagrenden får en bøde på 2.500 kr. for at overskride fartgrænsen med 30 procent og udsætte andre for skade på liv og lemmer. Jeg får en fire gange så stor bøde uden at bringe andres liv i fare,« siger Niels Kristensen.

Undervejs i det lange sagsforløb har han fortalt om sagen til en lang række mennesker med vidt forskellig baggrund - herunder en bager, slagter, tandlæge, lægesekretær, politi, jurister m.fl. - og ingen af dem har kunne forstå, at så lille en sag skal slås så stort op og resultere i en bøde af den størrelsesorden - og da slet ikke når det er første gang, han overtræder loven,

Niels Kristensen mener, at tagrenderensningen bør falde ind under en bagatelgrænse. Han under sig også over, at der kan bruges så mange ressourcer på så lille en sag, for, som han siger:

»Det kan ikke have været helt billigt at involvere både arbejdstilsynet,politiet, anklagemyndigheden og domstolen.«

Klar til fængsel

Når girokortet med bøden på 10.000 kr. en dag dumper ned i postkassen, tager Niels imod forvandlingsstraffen på 10 dages fængsel i stedet for at betale kontant.

»Jeg fylder 90 år om fem måneder, så det er nok min sidste chance for at prøve at sidde i fængsel,« siger Niels Kristensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle