Peter Martin Andersens sag bør prøves ved en domstol, mener Landbrug & Fødevarer.
Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse har besluttet, at Peter Martin Andersens sag er principiel og bør prøves ved en domstol.
Ifølge Tone Maj Pedersen, erhvervsjuridisk konsulent ved Videncentret for Landbrug, er der en lang række urimeligheder i sagen. En af de helt centrale er, at underkendelsen af Peter Martin Andersens MVJ-arealer er sket på baggrund af en vejledning fra 2011, som ikke var offentliggjort, da kontrollen fandt sted i efteråret 2010.
Kravet, som arealerne »dumpede på« var kravet om, at arealer med MVJ-tilskud til pleje af græs- eller naturarealer skal fremstå afgræsset med tæt lavt plantedække. Den nærmere definition af kravet blev imidlertid først meldt ud i 2011. Dermed kunne Peter Martin Andersen f.eks. ikke forudse, at kontrollørerne alene vurderede plantedækket mellem lyngen - ikke lyngen. Han vidste heller ikke, at der gjaldt særligt skrappe krav til plantedækket på arealer, der tidligere har været søgt enkeltbetaling til (maks. 40 cm højt på 50 pct. af arealet).
»Da Peter Martin Andersen ikke kunne forudse kravene på tidspunktet for kontrollen, mener han ikke, det er rimeligt at blive mødt med disse krav. Landbrug & Fødevarer er enig,« forklarer Tone Maj Pedersen. Hun understreger, at sagen også rejser en vigtig problemstilling omkring myndighedernes arbejdsdeling.
»På den ene side sidder Naturstyrelsen og laver Natura 2000-planer og plejeplaner for egne arealer, ligesom styrelsen i den konkrete sag har vejledt Peter Martin Andersen om den pleje, styrelsen ønskede på de pågældende arealer. På den måde sikrer Naturstyrelsen, at den får plejet egne arealer og opfylder Danmarks forpligtelser i Habitatdirektivet til at sikre naturen.«
»På den anden side sidder NaturErhvervstyrelsen og kontrollerer, at støttebetingelserne er overholdt. Men ved kontrollen ser de bort fra den vejledning og de ønsker, den anden myndighed, Naturstyrelsen, har meddelt landmanden.«
