Idavang: Vi har gjort alt

Ole Bjerremand Hansen er bekymret for den del af europæisk svineproduktion, der ligger i områder med vildsvin.

I sidste uge blev en af Idavangs 11 besætninger i Litauen ramt af afrikansk svinepest, og alle besætningens 19.400 svin er nu slået ned.

»Det er en ulykkelig situation, og vi er trætte af det. Vi har gjort alt, alt, hvad der står i vores magt for at undgå det.

Der er ingen selskaber, der har mere bio-sikkerhed end os. Vi har to hegn, et lukket staldområde, alle er i bad, vi får mad fra et cateringfirma, og udlevering sker uden for området. Men denne farm ligger i det område, hvor der er flest vildsvin,« siger Ole Bjerremand Hansen.

Farmen, der i øvrigt ingen samhandel har med Idavangs øvrige farme, var et mønstereksempel på, hvad man kan gøre for at undgå svinepest.

Grisene er forsikret, men selskabet får til gengæld et driftstab.

»Jeg er bekymret for den del af europæisk svineproduktion, der ligger i områder med vildsvin, når det kunne ske for os,« siger han.

Idavang er den største svineproducent Litauen.

At det denne gang er en stor, moderne og topsikret farm, der er ramt, betyder ifølge dyrlæge Stig Mellergaard, Fødevarestyrelsen, at man nu må overveje, om der kan være andre former for smittespredning end direkte kontakt til vildsvin.

»I teorien er smitte direkte fra vildsvin til tamsvin ikke muligt i dette tilfælde, men det kan måske være stikkende insekter, der overfører smitten med blod, men det er kun indicier,« siger han.

Til gengæld er han ret sikker på, at det især er vildsvin fra Hviderusland og Rusland, der spreder smitten, selv om der også her mest er tale om indicier.

»Med en kontinuerlig smittekilde kan det være svært at stoppe tilgangen, og worst case scenario er, at der sker en ukontrolleret spredning, men det må man så prøve at gøre noget ved - for eksempel med hegn eller nedskydning,« siger han og tilføjer, at der ikke findes en vaccine mod sygdommen.

Hvis det viser sig, at smitten kan overføres af stikkende insekter, vil insektnet for vinduer og andre staldåbninger kunne give en simpel smittebeskyttelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle